EURATOM, Det Europæiske Atomenergifællesskab, etableret mellem Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Italien og de tre Beneluxlande, Belgien, Holland og Luxembourg, i forlængelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. EURATOM-Traktaten blev undertegnet den 25.3.1957 og trådte i kraft den 1.1.1958. Fællesskabets opgave er navnlig at skabe forudsætningerne for en hurtig etablering og udvikling af atomindustri i de tilsluttede lande. Samarbejdet er af overnational karakter og har fælles EU-organer.