Udviklingsteorier, teorier, der søger at beskrive, fortolke og forklare samfundsmæssige forandringsprocesser. Teorierne har forskellige udviklingsmål og giver uensartede bud på, hvilke udviklingsstrategier der bør anvendes for at nå disse mål. Siden midten af 1900-t. er det især i forbindelse med udforskning af ulandenes forhold, der er udarbejdet udviklingsteorier.

Teorierne fordeler sig på alle de samfundsvidenskabelige hovedområder, og nogle går på tværs af fx økonomi og politologi. Oprindelig lagde mange udviklingsteorier stor vægt på økonomisk vækst som det centrale udviklingsmål. Siden er dette mål blevet kombineret med strukturelle forandringer i både de økonomiske og de politiske systemer samt med mål om social fordeling og forbedret levestandard for befolkningen som helhed.

Koloniseringens betydning

En del udviklingsteorier beskæftiger sig med lange tidsperspektiver og specielt med spørgsmålet om, hvorvidt koloniseringen og imperialismen fremmede økonomisk udvikling i Asien, Afrika og Latinamerika. Synspunkterne er stærkt delte. De såkaldte moderniseringsteorier har en generel positiv vurdering af imperialismen. Deres udgangspunkt er en modstilling af det traditionelle, som generelt hæmmer vækst og udvikling, og det moderne, som fremmer. Koloniseringen bidrog efter deres mening til en nødvendig modernisering. Det samme gør i dag det internationale økonomiske samarbejde. En særlig variant af moderniseringsteorierne blev i 1960'erne fremsat af Walt W. Rostow, der hævdede, at alle samfund før eller siden gennemløber de samme fem faser i deres udvikling. Om det bliver før eller siden, bestemmes overvejende af naturgivne og økonomiske omstændigheder, men teorien tillægger også politiske og kulturelle forhold en vis betydning.

Afhængighedsteoretikerne når derimod frem til det modstående synspunkt, nemlig at imperialismen har underudviklet landene i Syd. Dette synspunkt baserer de bl.a. på teorien om det ulige bytte i handelen mellem Nord og Syd, hvor ulandene presses til at afsætte deres varer og tjenester til urimeligt lave priser, der tilmed over længere perioder har været faldende i forhold til de priser, som ilandene kan opnå. Det ulige bytte eksisterede ikke kun i kolonitiden, da kolonimagterne kunne udnytte deres politiske og militære kontrol. Ulighederne er videreført efter afkoloniseringen og kan følges helt frem til globaliseringens epoke, hvor et stort antal fattige lande er marginaliseret i den internationale økonomi.

En tredje gruppe udviklingsteorier, hvortil de fleste nyere teorier kan henregnes, vil ikke anerkende hverken den positive eller den negative vurdering af imperialismen og det senere internationale økonomiske samspil. De mener, at resultaterne varierer fra land til land og over tid. En række lande, fx Indien, fik i kolonitiden lagt grunden til senere økonomisk fremgang, mens andre, bl.a. de belgiske og portugisiske kolonier i Afrika, overvejende oplevede negative virkninger. Tilsvarende kan nogle af landene i Syd drage fordel af international handel, udenlandske investeringer og andre former for samkvem med de rige industrilande. Resultaterne afhænger i høj grad af, om landene i Syd har en velkonsolideret erhvervsstruktur, der understøttes af lovgivning og politiske institutioner.

De fleste økonomiske udviklingsteorier lægger særlig vægt på industriens betydning. Forbedringer i landbrugsproduktionen kan bidrage til den samlede vækst og forøget velfærd, men langt de fleste lande vil på længere sigt være afhængige af vækst og produktivitetsstigninger i industrien. De bedste resultater opnås, når de to store produktive sektorer understøtter hinanden, og når det lykkes at komme i gang med en betydelig eksport af industrivarer.

Ulighed og udvikling

Centralt i mange økonomiske udviklingsteorier er spørgsmålet om betydningen af indkomstforskelle for vækst. Ifølge nogle teorier, bl.a. inden for den neoklassiske økonomi, er en betydelig ulighed befordrende for vækst, fordi det alene er de rige, der kan spare op og dermed bidrage til de nødvendige investeringer. Andre, fx økonomen Gunnar Myrdal, afviser, at kapitalmangel er hovedproblemet. Det er et større problem, at den samlede efterspørgsel i de fleste ulande er så lille. Den bedste måde at forøge efterspørgslen efter indenlandsk producerede varer på er at sikre de mange fattige større købekraft, da risikoen ved at satse på de rige bl.a. er, at de hovedsagelig efterspørger importerede varer, som de færreste ulande har udenlandsk valuta til at betale for.

Et andet centralt tema vedrørende fattigdom og social udvikling er, om økonomisk vækst fører til større eller mindre ulighed. Et synspunkt, der er fremført af bl.a. Simon Kuznets allerede i 1950'erne, er, at vækst oftest vil føre til større ulighed i de indledende faser, men siden hen resultere i en social spredning igennem nedsivning til de fattige. Et andet hovedsynspunkt, tidligt fremført af Ragnar Nurkse (1907-59) og senere videreudviklet af bl.a. Mahbub ul Haq (1934-98), er, at økonomisk vækst kun under særlige betingelser vil sive nedad, og at der i de fleste lande derfor vil være behov for specielle initiativer til afhjælpning af fattigdom. Det gælder tilsvarende, at der er behov for særlige foranstaltninger til støtte for kvinder, som hyppigt får langt mindre gavn af økonomisk vækst end mænd.

Statsstyret eller markedsstyret udvikling

Et af de emner, der har givet anledning til stor uenighed blandt økonomer, er forholdet mellem marked og stat. De neoklassiske økonomer argumenterer for, at markedsmekanismerne i alle lande og under alle omstændigheder vil give en bedre udnyttelse af resurserne og mere vækst end administrativ kontrol og planlægning. De opfatter staten som en del af ulandenes udviklingsproblemer. Mange udviklingsøkonomer hævder på deres side, at markedsmekanismerne i ulandene fungerer for dårligt, og at der derfor er behov for omfattende statsstyring. De ser staten som et lokomotiv for både vækst og strukturel forandring. I en årrække, specielt i 1980'erne, stod de to hovedopfattelser stejlt over for hinanden. Siden er fronterne blødt op, og der arbejdes mere med teorier om den mest udviklingsbefordrende arbejdsdeling mellem stat og marked. Det anerkendes bredt, at en afhjælpning af fattigdom og beskyttelse af miljøet ikke sikres af markedsmekanismerne, men kræver politiske initiativer.

Den svage ulandsstat

Selvom statens vigtige rolle i udviklingsprocessen dermed anerkendes, betyder det ikke, at alle stater i ulandene opfattes som egnede til at klare opgaverne. Tværtimod peger mange politologiske udviklingsteorier på, at flertallet af disse stater er svage og fungerer på måder, som hæmmer udvikling. Mange stater er invaderet "ovenfra" af stærke politiske eliter, der i vid udstrækning bruger magtapparatet og de offentlige midler til at varetage egne snævre interesser. Den civile forvaltning er samtidig hyppigt invaderet "fra siden" i den forstand, at embedsmænd presses til at favorisere egen familie og andre nærtstående. Hvis andre borgere eller firmaer skal have de samme fordele, må de i mange ulande yde noget til gengæld, fx i form af bestikkelse. Den forvaltningspraksis, der kendes fra de rige industrilande, hvor afgørelser træffes i overensstemmelse med offentligt kendte regler og desuden kan indbringes for andre myndigheder og domstolene, findes ikke. Det er en af grundene til, at de svage ulandsstater egner sig dårligt til at gennemføre en sammenhængende udviklings- og fordelingspolitik.

Der findes imidlertid også stærke stater, bl.a. i de fjernøstlige højvækstøkonomier som Sydkorea og Taiwan. De har igennem mange år vist sig i stand til at regulere markederne til gavn for økonomisk udvikling og social fordeling.

Udviklingsteorier, som sætter fokus på samspillet mellem politik og økonomi, har siden begyndelsen af 1990'erne spillet en stor rolle for udformningen af de udviklingsstrategier, Verdensbanken og andre internationale organisationer anbefaler ulandene at følge, se ulande (økonomiske reformer).

De politiske processer

Udviklingsteorier med mere fokus på de politiske processer og institutioner beskæftiger sig med årsagerne til politisk ustabilitet i mange ulande. Det drejer sig bl.a. om teorier, der søger at afdække, hvordan tilhørsforhold til etniske og religiøse grupper forstærkes og resulterer i voldsomme sociale og politiske konflikter, der flere steder truer staternes eksistens. Andre politologiske udviklingsteorier arbejder specielt med årsagerne til den hyppige forekomst af udemokratiske styreformer. De forsøger ofte tillige at finde frem til, under hvilke betingelser en demokratisering kan gennemføres. Disse teorier er ofte normative i den forstand, at de indebærer anbefalinger til ulandene om at gennemføre demokratiske reformer og god regeringsskik.

Civilsamfundet

En særlig og meget uensartet gruppe af teorier beskæftiger sig med, hvad der bredt betegnes som civilsamfundet, dvs. den del af samfundslivet, der ligger uden for den organiserede økonomi og det formelle politiske system. Studier af civilsamfundet giver vigtige bidrag til forståelse af de vilkår, hvorunder mennesker lever i dagligdagen, af deres overlevelsesstrategier og deres forhold til stat og marked.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig