Bankvæsen. Den sydtyske købmands- og bankierslægt Fugger drev i 1400- og 1500-t. bankforretning med europæiske fyrstehuse og med paven. Jacob 2. Fugger (1459-1525) var den betydeligste leder af familieaktiviteterne. Fugger (th.) tilser her sin bogholder på kontoret i Augsburg i 1518. I baggrunden viser skilte, at handelshusets forretningsforbindelser strakte sig fra Lissabon i vest til Krakow i øst og fra Rom i syd til Antwerpen i nord.

.

Bankforretninger udførtes allerede i oldtidens samfund, men fik først større betydning i senmiddelalderens Italien, bl.a. da der i 1407 blev oprettet en offentlig bank i Genova.

Hovedformålet var at opbevare penge og at formidle pengeoverførsler mellem handlende over større afstande ved hjælp af betalingsordrer, som var en art veksler. Det gav større sikkerhed mod røverier og mod svingninger i værdien pga. større eller mindre tilsætning af uædle metaller i sølv- og guldmønter.

Lignende tidlige banker opstod efterhånden også i andre dele af Europa og fik deres mest effektive udformning i såkaldte girobanker, hvoraf de vigtigste i 1700-tallet fandtes i Amsterdam og Hamburg.

De modtog indskud i ædelmetal, og betalinger kunne derefter ske ved veksler, udstedt af kontohaverne. Når vekselen udløb, blev beløbene trukket på udstederens konto, men i mellemtiden kunne vekselen have været anvendt som internationalt betalingsmiddel og være kommet vidt omkring.

Udlånsvirksomhed foregik på den tid især gennem pantelånere og købmandshuse. Et tidligt eksempel på denne type af bankvirksomhed er den sydtyske Fuggerfamilie, som mellem 1400 og 1600 spillede en stor rolle som långiver til europæiske fyrstehuse og pavestolen.

I 1600-tallet begyndte engelske guldsmede at udstede pengesedler mod deponering af ædelmetal og i forbindelse med kortfristet långivning, og i sidste halvdel af 1600-tallet oprettedes de første egentlige seddeludstedende banker — i Sverige 1661, England 1694 og Skotland 1695.

De diskonterede veksler og lånte ud til private og staten mod forskellig sikkerhed, men havde næsten ingen indlån. Midlerne kom i stedet fra seddel-udstedelsen. I international kreditgivning spillede også store købmandshuse, merchant bankers, en betydelig rolle.

Moderne bankvæsen. I løbet af 1800-tallet opstod de moderne former for banker. De fleste seddeludstedende banker omdannedes da til centralbanker, idet deres forretninger med private gradvis ophørte, og i stedet oprettedes dels sparebanker, fx sparekasser, der især modtog indlån fra mindre sparere, dels forretningsbanker, der først og fremmest betjente handel og industri med kortfristede udlån, baseret på egenkapital og indskud af ledige midler fra de samme samfundsgrupper.

Nogle forretningsbanker, fx crédit mobiliers, begyndte efter 1850 at yde langfristede lån til industrien og at medvirke ved oprettelse af aktieselskaber. De fandtes først og fremmest i Frankrig og Tyskland.

Forretningsbankerne overtog også girobankernes betalingsformidling både nationalt og internationalt, men ved siden af dem fandtes stadig et betydeligt antal merchant bankers, nu ofte kaldt bankier- eller vekselererfirmaer.

I 1900-tallet har bankerne gradvist nærmet sig den rolle som betalingsformidlere og mellemmænd mellem opsparere og investorer, der er omtalt ovenfor. I de fleste lande er bankvæsenet blevet koncentreret på få, men meget store banker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig