Serieproduktion, produktion, hvor der fremstilles et bestemt antal vareenheder ad gangen (en serie). Dette sker ofte i vekslende perioder af produktion og stilstand. I produktionsperioden produceres til lager; i stilstandsperioden afsættes det oparbejdede lager. Længere serier medfører større lageromkostninger, mens kortere serier medfører større omkostninger til forberedelse af produktionen: Den optimale seriestørrelse er den, hvor lager- og produktionsforberedelsesomkostninger er mindst.