jordrente

Jordrente er en ældre betegnelse for det økonomiske afkast, som kan opnås af et ejet jordareal enten i form af forpagtningsafgift, arealleje mv. eller i form af indkomst, som jordejeren opnår ved brug af jorden i egen virksomhed.

Oprindelig stammer betegnelsen rente i betydningen jordrente fra det engelske rent, hvor det refererede til den afgift, som fæsteren (the tenant) skulle betale jordejeren (the landlord) for brug af fæstejorden. I økonomiske analyser stod det imidlertid hurtigt klart, at betegnelsen jordrente måtte omfatte enhver indkomst, der tilfaldt jordejeren som jordbesidder. For den tidlige økonomiske teori i slutningen af 1700-t. og begyndelsen af 1800-t. var det et problem at forklare og belyse, hvordan den blotte besiddelse af jorden kunne give ejeren en indkomst, der lå ud over det, han kunne opnå ved eget arbejde eller egen forretningsindsats. Tidligt var man inde på den tanke, at jordrenten afspejlede det forhold, at jorden som naturresurse var i stand til at yde mere (i form af høstudbytte), end man lagde i den (i form af udsæd), og at god jord derfor måtte have højere jordrente end dårlig. Denne betragtning overså imidlertid, at der var arbejdsomkostninger forbundet med avlen, og især at jordmængden altid ville være knap i forhold til efterspørgslen efter de fødemidler, som jorden kunne præstere. At jorden var knap, og at jordejerne derfor befandt sig i en slags monopolstilling, understregedes bl.a. af Adam Smith. På den ene side syntes jordrenten at afspejle jordens ydeevne, på den anden side dens knaphed, dvs. dens mangel på ydeevne.

Denne modsigelse løstes på genial vis af David Ricardo. Han anerkendte, at forskellen i ydeevne på bedste og dårligste jord afspejledes i jordrenten på de to jordtyper, men samtidig gjorde han opmærksom på, at denne forskel måtte blive større, jo større efterspørgslen efter korn og andre fødemidler blev, idet en større efterspørgsel ville tvinge landbruget til at tage stadig ringere jord i brug, hvorved jordrenten på den bedre jord måtte stige i forhold hertil. Jordens knaphed viser sig da ved, hvor meget jord man er nødt til at tage i brug for at tilfredsstille efterspørgslen efter korn. I en økonomisk vækstperiode vil denne knaphed skærpes og medføre stigende jordrenter.

Ricardos jordrenteteori har siden stået som et mønster på en økonomisk analyse, der, skønt den kun omhandler jordrente på landbrugsjord, har en struktur, der også kan anvendes, når man vil undersøge afkast og pris på jord, der efterspørges til andre formål end til dyrkning, fx til bebyggelse. Her kommer imidlertid et moment ind, som ikke er med i den klassiske teori, nemlig at man til jordrenten bør medregne ikke kun jordens løbende afkast, fx leje, men tillige et skøn over den fortjeneste, man kan forvente ved et salg af jorden. Dette forventningselement eller spekulationsmoment kan påvirke såvel prisdannelsen på jorden som dens anvendelse, især i nærheden af byområder og økonomiske vækstcentre.

Amerikaneren Henry George mente, at forventede jordprisstigninger førte til sådanne jordopkøb, og at jordpriserne for den "almindelige" mand blev for høje til, at han kunne erhverve den og leve af dens løbende afkast. Han foreslog derfor, at al værdistigning på jord skulle inddrages af det offentlige, hvilket i princippet ville svare til en beskatning af jordrenten på 100%.

I samfund med faktiske eller latente inflationstendenser kan den opfattelse være udbredt, at jord er en mere værdisikker formueanbringelse end obligationer. Jordrenten vil da omfatte en forventet inflationssikring, og jordens løbende afkast i procent af jordværdien ligger tilsvarende under obligationsrenten.