Efter Sovjetunionens annektering af de baltiske lande i 1940 blev Litauen omdannet til en ortodoks planøkonomi, og forholdsvis store og avancerede industrier blev anlagt i landet primært pga. dets relativt veludviklede infrastruktur.

Som en lille åben økonomi havde Litauen været stærkt integreret i verdensøkonomien i mellemkrigsårene, men blev snart totalt afhængig af Sovjetunionen; således foregik omkring 95 % af udenrigshandelen med andre Sovjetrepublikker i 1990.

Da Litauen genvandt sin uafhængighed, påbegyndtes et markedsøkonomisk reformprogram, som bl.a. indebar en hurtig liberalisering af handel og priser samt en gradvis privatisering af statsejede virksomheder. Reformprogrammet i kombination med Sovjetunionens opløsning resulterede i et dramatisk fald i BNP, hyperinflation og høj arbejdsløshed.

Som led i stabiliseringen af økonomien indførte Litauen i 1992 en parallelvaluta til den russiske rubel, og i 1993 fik landet sin egen valuta, litas, som i 1994 blev gjort fuldt konvertibel og bundet til dollaren. Samtidig indførtes et currency board-system, som bl.a. skal forhindre en monetær finansiering af offentlige budgetunderskud.

Den stramme økonomiske politik havde sociale omkostninger, men begrænsede den offentlige gæld (39 % af BNP i 2013) og resulterede i et fald i inflationen fra over 1200 % i 1992 til 1,1 % i 2013.

Siden 1994 har økonomien været i fremgang, dog afbrudt af en fra Rusland forårsaget recession på 2 % i 1999; perioden 2001-05 havde til gengæld rekordhøj vækst på 6-9 % om året. Fra 1996 var arbejdsløsheden faldende (ca. 5 % i 2005), hvilket dog også skal ses i relation til en betydelig reduktion i erhvervsfrekvensen. I forbindelse med Finanskrisen fra 2008 steg arbejdsløsheden til 17,8 % i 2009. Siden er den faldet til 11,8 % (2013).

Ved århundredskiftet var privatiseringsprocessen langt fremme; det skønnedes, at ca. halvdelen af økonomien var legal og markedsstyret, en tredjedel sort og resten statslig. Et stort problem knytter sig til udviklingen i betalingsbalancen, som siden 1995 har udvist store underskud som følge af dels en forværring af konkurrenceevnen, dels et generelt stort importbehov i omstillingsfasen fra plan- til markedsøkonomi.

Også efter den russiske krise i 1998 har Litauen bevaret dette land som sin vigtigste handelspartner, der i 2013 stod for omtrent en femtedel af udenrigshandelen, men Litauen har alligevel formået at reorientere hovedparten af sin udenrigshandel mod EU; de øvrige vigtigste handelspartnere var i 2013 Tyskland, Polen og Letland.

Litauen tilstræber en yderligere integration i verdensøkonomien, er medlem af WTO og fra 2004 af EU; valutaen blev fra 2002 knyttet til euroen, og landets indtræden i ØMU'en var planlagt til 2007, men har måttet udskydes til 2015 pga. en lidt for høj inflation.

Danmarks eksport til Litauen var i 2013 på ca. 2,78 mia. kr., mens importen derfra var på 3,13 mia. kr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig