Grønland - økonomi

Efter at Grønlands kolonistatus var blevet ophævet i 1953, påbegyndte den danske regering en ny grønlandspolitik, hvorefter Danmark skulle finansiere og opbygge et moderne samfund, hvori grønlænderne fortsat kunne udøve deres traditionelle erhverv. Den nye grønlandspolitik medførte bl.a. betydelige, centralt styrede investeringer i infrastruktur, som overvejende blev udført af dansk arbejdskraft, tvungne fraflytninger og nedlæggelser af bygder samt en klar satsning på fiskerierhvervet som økonomiens drivkraft.

Da hjemmestyreordningen trådte i kraft i 1979, opnåede man i Grønland bl.a. kontrol med finanspolitikken, mens penge- og valutaspørgsmål forblev et rigsanliggende. Den danske stats indflydelse på Grønlands økonomi er dog fortsat betragtelig. Således udgjorde bloktilskuddet fra Danmark i 2005 3006 mio. kr. (ekskl. værdien af retsvæsen og forsvar), hvilket svarede til 60% af hjemmestyrets indtægter.

Den danske indsats har gjort Grønland til et relativt rigt samfund, som er baseret på en stor offentlig sektor med et højt og bl.a. pga. bosætningsstrukturen kostbart serviceniveau og med samfundseje af vigtige produktionsmidler. Fiskeriøkonomien er midlertid sårbar over for udsving i mængde og pris. Overfiskning har vist sig som et stort problem. I 1972 blev de første fiskekvoter fastsat, og siden 1985 har hjemmestyret ved lov fastsat fangstkvoter. Endvidere er fangstkapaciteten blevet søgt reguleret, om end fiskeripolitikken også er søgt indrettet ud fra beskæftigelseshensyn. Efter en recession 1990-93 har økonomien været i fremgang 1994-2001 med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 5%; fald i rejepriserne har siden mindsket tempoet. Den officielle arbejdsløshed har siden 2000 været ca. 7%, men den skjulte skønnes omkring fem gange så stor. Ca. 20% af arbejdsstyrken udgøres af danskere, hvilket primært er en følge af den stadig eksisterende forskel i uddannelsesniveauet mellem Danmark og Grønland. De mest lovende alternativer til fiskeriet er minedrift og turisme, men begge sektorer begrænses af klimaet og den sparsomme infrastruktur, som medfører høje omkostninger.

I 1973 indtrådte Grønland sammen med Danmark i EF, men udmeldte sig i 1985 efter en folkeafstemning. Herefter har Grønland været associeret medlem, hvilket bl.a. indebærer toldfrihed for grønlandske fiskeprodukter i EU samt en kontant årlig betaling, ifølge 1995-2000-aftalen ca. 38 mio. ECU, mod at der gives EU-skibe adgang til et vist kvoteret fiskeri i grønlandske farvande.

Den lave selvforsyningsgrad mht. bl.a. forbrugs- og investeringsgoder gør Grønland meget afhængig af import. I den forbindelse udgør den enstrengede eksportstruktur et selvstændigt problem, da eksportindtægterne og dermed importmulighederne er meget følsomme over for ændringer i fangstmængderne og i verdensmarkedsprisen på især rejer.

Den største handelspartner er Danmark, som i 2003 tegnede sig for 95% af Grønlands eksport og leverede 60% af importen. Importen er forholdsvis bredt fordelt, mens eksporten stort set kun består af fisk og rejer. Grønlands samlede eksport i 2003 var 2285 mio. kr., heraf fisk og fiskeprodukter 93%, og importen var 3031 mio. kr.