Brasiliens økonomi
Brasiliens præsident Lula taler på det 63. topmøde i MERCOSUR i Rio de Janeiro, Brasilien, den 7. december 2023.
Brasiliens økonomi
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Målt på BNP er Brasiliens økonomi tæt på at være blandt de ti største i verden. Servicesektoren udgør langt den største del af økonomien, mens omkring en tredjedel af BNP er knyttet til de vareproducerende erhverv (2023). Landet er en vigtig eksportør af råvarer og er i værdi den tredjestørste eksportør af landbrugsprodukter i verden. Andre vigtige eksportartikler er jernmalm samt olie og brændstoffer.

Plantageøkonomi

Med portugisernes kolonisering af Brasilien blev der etableret en plantageøkonomi, hvor der på vidtstrakte arealer blev produceret tropiske produkter til det europæiske marked. Kolonimagtens forbud mod etablering af bl.a. jern- og tekstilindustrier hindrede derimod en tidlig industriel udvikling.

Efter uafhængigheden i 1822 gennemtvang de magtfulde godsejere en nedsættelse af toldafgifterne for at importere kvalitetsprodukter fra industrilandene, hvilket førte til en åben konkurrence fra Europa, der igen vanskeliggjorde en industriel udvikling.

Protektionisme, vækst og krise

Brasiliens økonomi
Brasilien har en stor bilproduktion. Her ses en produktionslinje på en Volkswagen-fabrik i São Bernardo do Campo, São Paulo.
Brasiliens økonomi
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Både 1. Verdenskrig, krisen i 1930'erne og 2. Verdenskrig førte til gunstige betingelser for industrien i Brasilien. Krigene vanskeliggjorde forbindelserne mellem Europa og Latinamerika og gav dermed friere spillerum for en selvstændig udvikling, samtidig med at de krigsførende industrilandes økonomier var svækkede, og deres produktion omstillet.

Fra 1930'erne blev det et erklæret mål for regeringen, at landet skulle industrialiseres. Under indtryk af de ændrede konkurrencebetingelser efter 2. Verdenskrig valgte man en sammensat strategi. Regeringen tiltrak udenlandske selskaber med store statslige investeringer i infrastruktur, gunstige investeringsvilkår og høje importafgifter til beskyttelse af hjemmeindustrien.

Et vigtigt led i udviklingsstrategien fra 1950'erne var at styrke sammenhængskraften i det store land. De forskellige regioner var kun løst forbundne, og et hastigt ekspanderende net af landeveje blev anlagt for at sikre tilførslen af råvarer til Sydøstbrasiliens industricentre, muliggøre markedsføringen af industriens produkter og knytte Brasilien sammen til én nation.

Med forbillede i USA's industrihistorie blev bilindustrien udset til at være "lokomotiv" i femårsplanen fra 1955. Landevejstrafikken fik høj prioritet, mens det store eksisterende jernbanenet fik lov til at forfalde. Jernbanerne er i dag helt uden betydning for passagertransport uden for de større byers metrosystemer og nærbaner, men bruges fortsat i et vist omfang til godstransport.

Før udbygningen af vejnettet spillede floderne en vigtig rolle for transport i landets indre, og den er fortsat af betydning i Amazonas, hvor regnskoven besværliggør trafik over land. Amazonas kan besejles af oceangående skibe i hele sin længde i Brasilien og på lange strækninger på de store bifloder, men transporten er langsom.

Efter stagnation i den politisk urolige første halvdel af 1960'erne oplevede Brasilien fra slutningen af 1960'erne til den første oliekrise i 1973 sit økonomiske mirakel med høj vækst og faldende inflation.

Industrialiseringen baserede sig næsten udelukkende på olie som energikilde, og det dertil oprettede statslige Petrobrás blev et omstridt symbol for den nationalistiske industripolitik i 1950'erne. Den første oliekrise betød økonomisk tilbageslag. Olieforsyningen var i høj grad baseret på import, og efter energikrisen i 1973 iværksatte man store energiprogrammer for at mindske olieafhængigheden.

De største muligheder lå i udbygning af vandkraft, hvor Brasilien har nogle af verdens største potentialer. Med bygningen af bl.a. Itaipú på Paraná (i samarbejde med Paraguay og Argentina) og Tucuruí i Amazonas bidrager vandkraft i dag med omkring 65 procent af landets elproduktion, mens yderligere cirka 25 procent stammer fra andre grønne energikilder. Brasilien er således et af de lande i verden, som har den højeste produktion af strøm fra bæredygtige kilder (2023).

Samtidig med udbygningen af vandkraft blev olieefterforskningen intensiveret, og der blev fundet flere felter på fastlandssoklen, bl.a. med A.P. Møller – Mærsk som interessent og med brug af erfaringer fra offshore-olieeftersøgning i Nordsøen. Den brasilianske olieproduktion er steget jævnt siden 1980’erne, og landet er nu blandt verdens ti største producenter af råolie.

Som uranproducerende land kunne Brasilien i 1975 ved militærregeringen indgå en kontrakt med Vesttyskland om køb af tre atomkraftværker til installering uden for Rio de Janeiro. Det er imidlertid kun et af værkerne, som er sat i drift.

Et kortvarigt opsving som følge af et offentligt lånefinansieret investeringsprogram resulterede i stor økonomisk ubalance; inflationen og udlandsgælden steg drastisk. Den anden oliekrise i 1979 forværrede situationen. I 1982 søgte regeringen støtte hos Den Internationale Valutafond (IMF) og internationale forretningsbanker for at klare gældsforpligtelserne over for udlandet. Et reformprogram forbedrede kortsigtet den økonomiske situation, men i 1986 steg inflationen igen voldsomt. Regeringen vedtog et antiinflationært program, som bl.a. indeholdt et prisstop og en møntreform. Den nye møntenhed, cruzado, blev bundet til dollaren, men da det ikke lykkedes at dæmpe inflationen, forværredes konkurrenceevnen. Gældsproblemerne tyngede atter, og i 1987 indstillede landet rentebetalingerne på gælden til de private banker.

For at opnå yderligere støtte udarbejdede regeringen sammen med IMF et stabiliseringsprogram, hvis sigte var at begrænse inflationen og det offentlige budgetunderskud samt at liberalisere økonomien og føre en valutakurspolitik, som ikke forværrede konkurrenceevnen.

I første omgang lykkedes det dog ikke at nedbringe inflationen, som i 1993 oversteg 2.000 procent, og endnu et inflationsbekæmpelsesprogram blev vedtaget i 1993 med det formål at bringe balance i de offentlige budgetter. Indekseringssystemet blev reformeret, og pengeudstedelsen blev i 1994 bundet til landets valutareserve målt i dollars. Samtidig blev der indført en ny møntenhed, real, den femte siden 1986. Fra 1995 aftog inflationen og nåede helt ned på 3 procent i 1998.

Den stigende udlandsgæld og den økonomiske modernisering var med til at fremme en omlægning af landbruget fra produktion af egne fødevarer til eksportafgrøder for at skaffe valuta til afbetaling på gælden.

Et andet eksempel på omlægning er det såkaldte alkoholprogram, som begyndte i midten af 1970'erne. For at nedsætte forbruget af olieprodukter blev der udviklet motorer, som var drevet af alkoholbrændstof. Bilindustrien gik med til at ændre personbilerne, og staten støttede sukkerproduktion til fremstilling af alkohol.

Allerede i 1988 kørte 80 procent af Brasiliens personbiler på alkoholbrændstof. Programmet er således blevet succesfuldt gennemført, men er blevet kritiseret for at have medført højere fødevarepriser pga. omlægningen af marker til sukkerrørsproduktion.

Stabilitet, vækst og ny krise

Efter vedtagelsen af et stort privatiseringsprogram i 1991 solgte staten ud af sine aktieposter i private selskaber. Samtidig blev skattereglerne for udenlandske investorer lempet, hvilket førte til en massiv kapitaltilstrømning fra udlandet.

Realen blev devalueret flere gange i 1990'erne, og kursen blev fritstillet i 1999, hvorefter den faldt drastisk. Regeringen Cardoso (1995-2002) fortsatte den af Den Internationale Valutafond (IMF) anbefalede stramme finanspolitik, hvilket kan have medvirket til Lula da Silvas valgsejr i 2002.

Under Lulas to første præsidentperioder (2003-2011) blev der gennemført en række sociale programmer, som bidrog til at reducere den sociale ulighed og løfte millioner af brasilianere ud af absolut fattigdom. Samtidig fortsatte regeringen generelt IMF-kursen og tilstræbte økonomisk stabilitet, herunder inflationskontrol og reduktion af udlandsgælden.

Dette var muligt, da Brasiliens økonomi nød godt af høje råvarepriser på de internationale markeder i store dele af perioden frem til 2014, hvilket resulterede i store handelsoverskud.

Faldende råvarepriser ramte imidlertid den brasilianske økonomi hårdt i 2014. Det førte til en ny økonomisk krise, som blev forlænget af de økonomiske konsekvenser af den globale Covid 19-pandemi i årene 2020-2022.

Landbrug og minedrift i det 21. århundrede

Brasiliens økonomi
En landmand går gennem sin høstmodne soyamark i delstaten Rio Grande do Sul i det sydlige Brasilien. Sammen med bl.a. majs, hvede og ris er soya en af delstatens vigtigste afgrøder.
Brasiliens økonomi
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

På trods af den kraftige industrielle udvikling i anden halvdel af det 20. århundrede og den efterfølgende overgang til en serviceøkonomi spiller landbrug og minedrift fortsat en vigtig rolle i den brasilianske økonomi.

Landbruget har traditionelt været delt mellem eksportorienterede plantager i kystområderne, lavproduktive storgodser i indlandet, latifundier, og et stort antal minifundier, dvs. husmandssteder, hvor landbofamilien ikke kan leve af jorden alene, men må supplere med landarbejde på godserne.

Landbrugsjorden er meget ulige fordelt: De største godser, som udgør 1,2 procent af landbrugsbedrifterne, ejer 45 procent af den brasilianske landbrugsjord. Den lave produktivitet på godserne betyder, at over halvdelen af landbrugsarealet reelt ikke udnyttes, og hovedparten af fødevareproduktionen foregår på de mange små landbrug.

Der er meget store forskelle mellem landbruget i nord og syd. I de sydlige delstater er landbruget siden 1970'erne blevet moderniseret med anvendelse af landbrugsmaskiner, kunstgødning og pesticider. Dette har især ført til en stigning i produktionen af eksportafgrøder. Parallelt hermed er der sket en yderligere koncentration af jorden på færre ejendomme.

I de nordlige egne er moderniseringen derimod ikke slået igennem. Her dominerer fortsat store, lavproduktive latifundier over for forarmede minifundier. Levevilkårene her kan sammenlignes med verdens fattigste lande.

Moderniseringen af dele af landbruget har ført til, at Brasilien i dag er den tredjestørste eksportør af landbrugsprodukter målt efter værdi, og eksporten af landbrugsprodukter står for omkring halvdelen af værdien af den samlede brasilianske eksport. Det er især soja, kaffe, sukker, bomuld, majs og kød, som sælges på de internationale markeder med Kina, Europa og USA som de væsentligste aftagere.

Brasilien har desuden en betydelig minedrift. Jernmalmfeltet ved Carajás er blandt de største i verden, og Brasilien er verdens største producent af jernmalm. En stor del af malmen eksporteres, men landets stålproduktion er også betydelig. Endvidere er der store forekomster af bauxit, mangan, tin og andre mineraler.

Flere steder giver udnyttelsen anledning til konflikter med den oprindelige befolkning; det gælder ikke mindst guldgravning, hvor der kan opstå guldfeberinvasioner, når tusinder af forarmede lykkejægere strømmer til guldfund i Amazonasregnskoven.

Strukturelle problemer

Selv om Brasilien gennemgik en omfattende økonomisk udvikling i det 20. århundrede, er den dog ikke en entydig succeshistorie. Væksten var i mange tilfælde drevet frem uden hensyntagen til miljø og naturbevarelse. For at give industrien bedst mulige vækstbetingelser var miljølovgivningen tidligere meget lempelig. Flere af landets industricentre, blandt andet Santos, har været nogle af verdens mest forurenede områder, og rovdriften på naturens resurser har ført til varige ødelæggelser, bl.a. i Amazonasregionen.

Også de alvorlige, tilbagevendende økonomiske og politiske kriser antyder, at der er indbyggede svagheder i udviklingsmodellen. De regionale skævheder er blevet uddybet med stigende modsætninger mellem land og by og mellem nord og syd.

Men der har også været en positiv udvikling i økonomien i de senere årtier. Udlandsgælden, som tidligere var blandt verdens største, er ikke længere et strukturelt problem, og selv om uligheden fortsat er høj i sammenligning med andre lande i regionen, har der siden årtusindeskiftet været en tendens til faldende ulighed .

Alt i alt lider den brasilianske økonomi dog fortsat under en række strukturelle problemer. Det omfatter en stor social ulighed samt store regionale økonomiske forskelle mellem på den ene side den økonomisk udviklede sydlige og sydøstlige del af landet og på den anden side den fattigere nordlige og nordøstlige del af landet.

Brasiliens vigtigste handelspartnere er Kina, USA, EU og Argentina. I 1991 underskrev Brasilien sammen med Argentina, Paraguay og Uruguay en aftale om dannelse af et fællesmarked (MERCOSUR) fra den 1. januar 1995. Disse lande deltager sammen med ni andre latinamerikanske lande i det løsere samarbejde Latin American Integration Association (LAIA).

I 2022 var Danmarks eksport til Brasilien på 28,4 milliarder kr., mens importen udgjorde 10,2 milliarder kr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig