Rudolf Hilferding var en østrigsk-tysk marxistisk økonom og socialdemokratisk politiker.
Rudolf Hilferding
Faktaboks
- Født
- 10. august 1877
- Død
- 11. februar 1941
Uddannelse og karriere
Hilferding var født i Østrig og læste medicin ved Wiens universitet, hvorfra han blev uddannet som læge i 1901. I sin studietid blev han aktivt engageret i den østrigske socialistiske bevægelse, og han blev medarbejder ved det marxistiske tidsskrift Die Neue Zeit redigeret af Karl Kautsky. I denne sammenhæng forsvarede han Karl Marx' arbejds- og merværdilære over for den østrigske økonom Eugen Böhm von Bawerks kritik. I 1906 flyttede han til Berlin og blev tilknyttet det tyske socialdemokrati. Hilferding var tysk finansminister i 1923 og 1928-1929. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 flygtede han via Danmark til Schweiz og siden til Frankrig, hvor Vichystyret udleverede ham til Gestapo, hos hvem han døde.
Økonomiske arbejder
Hilferding fik tidligt anerkendelse som en af de vigtigste teoretikere i den socialistiske bevægelse. I sit hovedværk, Das Finanzkapital (1910), fremførte Hilferding det synspunkt, at den voksende kapitalkoncentration har gjort bankerne til den afgørende faktor i det økonomiske liv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.