Piero Sraffa

Sraffa blev uddannet i Torino, hvorfra han efter en afbrydelse på grund af 1. Verdenskrig tog sin afsluttende eksamen i 1920. Han forstsatte sine studier 1921-22 ved LSE (London School of Economics and Political Science), og i denne periode mødte han Keynes, som opfordrede ham til at publicere i Economic Journal. Efter en kort periode i Italien, hvor han underviste i økonomi ved universiteterne i Perugia og Cagliari, vendte Sraffa tilbage til England, hvor han forblev til sin død.

I 1927 blev Sraffa tilknyttet universitetet i Cambridge. Her ledede han fra 1930 og fremefter udgivelsen af The Works and Correspondence of David Ricardo, 1-10 (1951-55). Arbejdet med Ricardos værker påvirkede Sraffas forskning, og det har efterfølgende udviklet sig til en neoricardiansk skole inden for økonomisk teori.

Sraffa har ydet betydningsfulde kritiske bidrag til diskussionen af grundlaget for pristeorien. Hans arbejde fra 1926 om forholdet mellem konkurrence og omkostningsstruktur var en væsentlig stimulans til udviklingen af teorien om ufuldkommen konkurrence, som var på vej netop i denne periode. Det grundlæggende argument er, at man ved vurdering af udbud ikke kan nøjes med at se på en marginal ændring i produktionen under forudsætning af, at alle andre holder deres produktion konstant. Det vil de nemlig typisk ikke gøre, og det vil påvirke det samlede resultat.

Hans lille bog Production of Commodities by Means of Commodities (1960), der var ca. 30 år undervejs, kan ses som en fortsættelse af denne argumentation. Den fundamentale pointe er, at man ikke kan basere en teori om indkomstfordeling alene på marginal produktivitet, idet en sådan teori vil afhænge af prissystemet, som ikke bestemmes entydigt af produktionen. En konsistent teori til bestemmelse af lønandel og profitrate vil være betinget af valg af en bestemt enhed, et sammensat varebundt, som reproduceres i produktionen med en proportional tilvækst. Arbejdet blev genstand for intens debat i de følgende år, da det på den ene side kunne ses som en fundamental kritik af den neoklassiske pristeori, men på den anden side også kunne opfattes som en markering af behovet for en generel snarere end partiel ligevægtsteori.

En konsekvens af Sraffas arbejde var, at måling af kapital afhænger af det underliggende system af varepriser, som ikke er entydigt bestemt, noget som førte til den såkaldte Cambridge-kontrovers i 1950'erne.

Sraffa var en central person i inderkredsen omkring Keynes, hvor de nye ideer blev diskuteret af blandt andre Michal Kalecki, Maurice Dobb, Joan Robinson og Nicholas Kaldor. Han havde også kontakt til andre forskere i Cambridge, herunder Frank Ramsey og Ludwig Wittgenstein.

Sraffa var politisk engageret på venstrefløjen. Han var en nær ven af Antonio Gramsci og fungerede i en tidlig periode af dennes fængsling som hans kontakt mellem fængslet og den omgivende verden. Efter Gramscis død deltog han i udgivelsen af hans fængselsdagbøger.

• værditeori