Ludwig von Mises var en østrigsk økonom, historiker og sociolog. Han repræsenterede den klassiske økonomiske liberalisme og modstanden mod statslig intervention i samfundsøkonomien.
Ludwig von Mises
Faktaboks
- Født
- 29. september 1881
- Død
- 10. oktober 1973
Uddannelse og karriere
Mises studerede ved Wiens universitet under blandt andre Eugen von Böhm-Bawerk og tog juridisk embedseksamen i 1906. Efterfølgende fungerede han som økonomisk rådgiver og forelæste i økonomi, hvor han som studerende havde Friedrich von Hayek og Oskar Morgenstern. Under 2. Verdenskrig tog Mises ophold i USA, hvor han var tilknyttet New York University.
Arbejder
Blandt de tidlige økonomiske værker er Theorie des Geldes und der Umlaufsmittel (1912). I en artikel fra 1920, "Die Wirtschaftsrechnung im sozialistischen Gemeinwesen", argumenterede han for, at et socialistisk samfund ikke ville være i stand til at fordele resurserne rationelt uden priser dannet på et marked. Artiklen gav anledning til den såkaldte systemdebat mellem på den ene side Oskar Lange og Abba Lerner, der viste, at en socialistisk markedsøkonomi teoretisk set var mulig, og på den anden side Friedrich von Hayek, der forsvarede Mises' position.
Efter at have taget ophold i USA under udgav Mises sit hovedværk Human Action: A Treatise on Economics (1949). I dette og andre værker fra efterkrigsperioden lægger Mises vægt på økonomisk metodologi og fremstiller sit aprioristiske synspunkt. Ifølge dette er de grundlæggende idéer i økonomisk teori, herunder for eksempel rationel handling, givne og uimodsigelige snarere end vedtagne. Dette synspunkt er dog blevet meget diskuteret.
Mises' stærkt liberalistiske grundsynspunkter fik en renæssance i 1970'erne i USA i form af den såkaldte libertarianisme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.