Faktaboks

Leonid Kantorovitj

Leonid Vitaljevitj Kantorovitj

(russisk: Леонид Витальевич Канторович)

Født
19. januar 1912
Død
7. april 1986
Portræt af Leonid Kantorovitj fra 1938
Portræt af Leonid Kantorovitj fra 1938, malet af Kuzma Petrov-Vodkin.

Leonid Kantorovitj var en russisk matematiker og økonom, der som den første fandt en metode til løsning af lineære programmeringsproblemer. I 1975 modtog Kantorovitj sammen med T.C. Koopmans nobelprisen i økonomi.

Uddannelse og karriere

Kantorovitj læste matematik ved Leningrads Universitet og blev færdiguddannet i 1930, hvorefter han var knyttet til universitetet, først som underviser og fra 1934 til 1960 som professor, med en afbrydelse i perioden 1939-1948, hvor han var tilknyttet et forskningsinstitut under forsvaret. I årene 1958-1971 var han knyttet til Videnskabsakademiet i Sibirien, hvorefter han ledede et forskningsinstitut for økonomisk planlægning i Moskva.

Under Leningrads belejring løste han i 1941 en opgave om optimal afstand mellem lastbiler på den frosne Ladoga, hvor han for at afprøve resultaterne selv gik med over isen.

Videnskabeligt arbejde

Kantorovitj har som matematiker bidraget til teorien om ordnede vektorrum, hvoraf en særlig klasse, de såkaldte K-rum, er opkaldt efter ham, og til brugen af funktionalanalyse ved løsning af numeriske problemer.

Lineær programmering

I årene 1939-1940 fandt Kantorovitj som den første en metode til løsning af lineære programmeringsproblemer i forbindelse med en opgave for savværksindustrien. Kantorovitjs løsningsmetode benytter de duale variable tilhørende det oprindelige problem, og han lagde vægt på fortolkningen og anvendelsen af disse duale variable som såkaldte objektivt givne værdier af de knappe resurser. Hans forslag om anvendelse af metoden ved økonomisk planlægning vakte dog ikke genklang.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig