Faktaboks

Alfred Marshall
Født
26. juli 1842
Død
13. juli 1924
Alfred Marshall i 1921.

Alfred Marshall var en britisk økonom, der betragtes som en af grundlæggerne af den neoklassiske skole. Alfred Marshall var central ved etableringen af nationaløkonomi som et selvstændigt akademisk fag i England, og han kan betragtes som teoretisk arvtager efter de store britiske økonomer Adam Smith, David Ricardo og John Stuart Mill.

Efter studier i bl.a. matematik, filosofi og økonomi var Alfred Marshall, efter kortere perioder i bl.a. Oxford, 1885-1908 professor ved University of Cambridge i Political Economics.

Hans hovedværk Principles of Economics, der i 1890-1920 udkom i otte udgaver, var i årtier den økonomiske standardlærebog i Storbritannien, og den sælges stadig i stort antal. I Principles bruges en række begreber og måder at ræsonnere på, som er blevet normdannende for såvel den teoretiske driftsøkonomi som den teoretiske markedsøkonomi.

Dette gælder betoningen af, at iværksættelse af en given produktion indebærer forskellige omkostningsniveauer både på kort og langt sigt, og at en markedspris fremkommer og ændres pga. et vedvarende samspil mellem marginale tilpasninger af udbud og efterspørgsel.

Alfred Marshall fremhævede tilstedeværelsen af eksternaliteter (external economies), der fx omfatter det forhold, at en virksomheds omkostninger på langt sigt også afhænger af de øvrige virksomheders produktion. Principles har ligeledes været en del af grundlaget for udviklingen af den såkaldte velfærdsteori, hvor man fx analyserer virkningen af skatter og andre økonomisk-politiske indgreb.

Alfred Marshall nærede et ønske om at anvende videnskabelige økonomiske metoder til løsning af samtidens økonomiske og sociale problemer. Principles indeholder således foruden stringente ræsonnementer talrige eksempler i form af detaljerede beskrivelser af det britiske samfund omkring år 1900, hvortil kommer en række metodiske overvejelser.

Andre centrale værker af Alfred Marshall er The Economics of Industry (1879), Industry and Trade (1919) og Money, Credit and Commerce (1923). Alfred Marshall havde også betydning som lærer for en generation af britiske økonomer, heriblandt ikke mindst Arthur C. Pigou og John Maynard Keynes.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig