Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

videnssociologi

Oprindelig forfatter HeiAn Seneste forfatter Redaktionen

videnssociologi, område inden for sociologien, der undersøger, hvorledes tilvejebringelse og udbredelse af viden indgår som et led i det sociale liv i øvrigt. Grundspørgsmålene er på den ene side, hvorledes tænkning, idéer og forestillinger til enhver tid er præget af de samfundsforhold, hvori de er dannet, på den anden side, hvilken rolle viden spiller for samfundets virkemåde og udvikling. Disse spørgsmål meldte sig i oplysningstiden og med de moderne samfundsvidenskabers frembrud i slutningen af 1700-t., men grundlæggelsen af videnssociologien tilskrives sædvanligvis sociologen Karl Mannheim. Mannheim kædede videnssociologien sammen med analyser af ideologier og konflikter, fx mellem klasser, land og by eller generationer.

En ny udvikling af videnssociologien fandt sted fra slutningen af 1960'erne på baggrund af bogen The Social Construction of Reality (1967, da. Den samfundsskabte virkelighed, 1972) af Peter L. Berger og Thomas Luckmann. Denne form for videnssociologi er optaget af, hvorledes almindelig hverdagsviden dannes, og hvorledes den bidrager til at strukturere det sociale liv i dagligdagen.

Videnssociologien har ført til omfattende filosofiske debatter, idet den rejser grundlæggende erkendelsesteoretiske spørgsmål, der vedrører muligheden for universel sand viden uafhængig af den historiske og sociale kontekst.

Annonce

I nutidig sociologi er videnssociologi efterhånden blevet integreret på en række andre områder, således uddannelsessociologi, videnskabssociologi (se videnskab) og medieforskning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Heine Andersen: videnssociologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179916