Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

etnometodologi

Oprindelige forfattere BB-J og NM Seneste forfatter Redaktionen

etnometodologi, sociologisk studium af de måder, hvorpå folk ganske upåagtet skaber en vis orden i hverdagslivet. Studiet af disse etnometoder foregår ved analyser af de såkaldte sociale fakta på mikroniveau, nemlig samspillet mellem mennesker, daglige rutiner samt refleksiviteten, dvs. folks overvejelser over og forklaringer på, hvad de siger og gør; se også konversationsanalyse.

Fænomenologien spillede en central rolle i den udvikling af etnometodologien, som Harold Garfinkel påbegyndte sidst i 1940'erne, og som han søgte at systematisere som analytisk metode i 1960'erne. Garfinkel kritiserede den traditionelle strukturelle sociologi for at fremstille individet som en ureflekteret størrelse, hvis handlinger er underlagt de samfundsmæssige strukturer. I stedet opfattede han individet som improviserende, praktisk orienteret og forhandlende. Etnometodologien er modsat blevet kritiseret for at beskæftige sig med banale og trivielle forhold og for at ignorere makrostrukturernes betydning for samfundet.

Sammen med symbolsk interaktionisme og fænomenologi er etnometodologi blevet kaldt for kreativ sociologi, og etnometodologiske idéer er blevet indarbejdet i nyere teorier, bl.a. i Anthony Giddens' strukturationsteori.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birte Bech-Jørgensen, Nils Mortensen: etnometodologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72639