• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

survey-undersøgelse

Oprindelig forfatter BHA Seneste forfatter Redaktionen

survey-undersøgelse, undersøgelsesmetode til indsamling af primært kvantitative data om store populationer, fx danske statsborgere over 18 år; læs også om kvantitative metoder.

Første del, survey, er engelsk for 'undersøge'; fra latin supervidere 'overskue' via oldfransk

Indsamlingen af data skal være systematisk, således at der for hver undersøgelsesenhed måles de samme egenskaber på nøjagtig samme måde. Hver egenskab fremtræder som en variabel, dvs. at der for hver enkelt egenskab kan knyttes én og kun én værdi til hver enkelt undersøgelsesenhed.

Af praktiske og resursemæssige grunde vil en survey-undersøgelse normalt hente oplysninger fra en repræsentativ stikprøve af populationen, således at undersøgelsens resultater kan generaliseres til hele populationen. Survey-data kan indhentes fra mange kilder, fx ved spørgeskemaer eller fra offentlige registre. Ofte vil dataindsamlingen dog være baseret på interview vha. standardiserede spørgeskemaer.

Annonce

I den samfundsvidenskabelige survey-undersøgelse er formålet at opnå viden om fænomeners udbredelse, fx at undersøge, hvilken andel af befolkningen der lever under en nærmere defineret fattigdomsgrænse, samt at påvise sammenhænge mellem forskellige fænomener, fx hvad der i øvrigt karakteriserer de grupper af befolkningen, der lever under denne fattigdomsgrænse. Se også stikprøveteori.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Hjorth Andersen: survey-undersøgelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167344