• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

spørgeskema

Oprindelig forfatter BHA Seneste forfatter Redaktionen

spørgeskema, redskab, der især anvendes i survey-undersøgelser inden for samfundsvidenskaberne og af analyseinstitutter som fx Gallupinstitutet til indsamling af oplysninger, beregnet til statistisk bearbejdning og analyse. Derfor vil man normalt tilstræbe, at hovedparten af skemaets spørgsmål er svarstrukturerede, dvs. forsynet med prækodede svarmuligheder (fx ja, nej, ved ikke). Åbne, ikke-svarstrukturerede spørgsmål forekommer især, når man ikke har så stort kendskab til det emne, spørgsmålene vedrører, at man på forhånd kan fastlægge svarudfaldsmulighederne.

Indsamlingsmetoden kan variere: Skemaerne kan udsendes eller uddeles, hvorpå svarpersonerne selv besvarer spørgsmålene ved at udfylde skemaet, som derpå indsamles, eller man kan vælge at interviewe svarpersonerne (se interview). Hensynet til den senere statistiske bearbejdning betyder, at man forsøger at standardisere svarsituationen mest muligt. Det gøres lettest, når interviewmetoden anvendes, idet trænede interviewere kan præsentere svarpersonerne for spørgsmålene i nøjagtig samme rækkefølge og oplæst på samme måde hver gang. Metodeeksperimenter har demonstreret, hvor sårbart et måleinstrument spørgeskemaer kan være. Selv moderate ændringer i formuleringen af spørgsmål eller en ændring af rækkefølgen i spørgsmålene kan medføre store forskelle i svarfordelingen på spørgsmålene. Se også sociologi (sociologiske undersøgelsesmetoder).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Hjorth Andersen: spørgeskema i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163789