• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

komparativ metode

Oprindelig forfatter Boje Seneste forfatter Redaktionen

komparativ metode, videnskabelig forskning, der er baseret på sammenligninger og analyser af ligheder og forskelle mellem observerede fænomener inden for et defineret analyseområde. Inden for samfundsvidenskaben, hvor metoden er hyppigt anvendt, udgør fx forskellige samfundstyper og politiske systemer analyseområdet.

Den komparative metode anvendes som grundlag for udvikling af typologier og modeller eller for at afprøve hypoteser om kausale sammenhænge mellem fx sociale fænomener. Det er dog til stadighed et spørgsmål, om de forhold, der studeres, og de indikatorer, som er valgt til at udpege forskelle og ligheder, er sammenlignelige og ikke kulturspecifikke (se kulturrelativisme).

Den komparative metode har i takt med den øgede globalisering vundet større indpas i samfundsvidenskaberne og anvendes bl.a. inden for udviklingsforskning, i studier, moderniseringsprocesser og analyse af social velfærd, politiske forhold og etniske konflikter. I biologisk forskning er den komparative metode oftest synonym med sammenligninger mellem forskellige arter, kun sjældent mellem grupper af samme art.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas P. Boje: komparativ metode i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108622