Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Daniel Bell

Oprindelig forfatter NM Seneste forfatter MHansen

Daniel Bell, 10.5.1919-25.1.2011, amerikansk sociolog og professor ved Harvard University. Bell viste en udpræget evne til at sætte samfunds- og kulturdebat i gang, og han var pioner inden for teorier vedrørende det postindustrielle samfund og inden for diskussionen om de politiske ideologiers død.

Bell hævdede, at industrisamfundets klassedeling og politiske ideologier er blevet afløst af en voksende individorientering inden for politik og kultur. Det postindustrielle samfunds grundlag er videnskab og højteknologi, og eksperterne bliver den nye politiske elite.

I sine sidste værker kritiserede Bell det postindustrielle samfunds kultur for at være domineret af kommercielle massemedier og for at løbe løbsk i en absurd jagt efter stadig mere frigørelse og flere oplevelser.

Annonce

Bells hovedværker er The End of Ideology: On the Exhaustion of Political Ideas in the Fifties (1960) og The Coming of Post-Industrial Society (1973).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Mortensen: Daniel Bell i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45483