Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anthony Giddens

Oprindelig forfatter LBoK Seneste forfatter Redaktionen

Anthony Giddens, f. 8.1.1938, britisk professor i sociologi, der anses for at være en af de mest betydningsfulde sociologer i sidste halvdel af 1900-tallet og omkring årtusindskiftet.

Anthony Giddens har både beskæftiget sig med udviklingen af samfundsteori samt sociologiske analyser af mange forskellige aspekter af det moderne samfund i over 35 bøger og et væld af artikler.

På det samfundsteoretiske plan har Anthony Giddens udviklet den såkaldte strukturationsteori i et forsøg på at overskride nogle af samfundsteoriens klassiske modsætninger mellem individ-samfund og mellem mikro- og makrosociologi.

Annonce

Strukturationsteorien, bl.a. beskrevet i Anthony Giddens' The Constitution of Society (1984), sammentænker forholdet mellem det handlende individ og de samfundsmæssige institutioner og strukturer. Teorien påpeger, at samfundsstrukturer både skal ses som midlet til og resultatet af individers handlinger.

I 1990'erne foretog Anthony Giddens en samtidsdiagnose, der både analyserer det særegne ved det moderne samfunds institutioner og de specifikke kendetegn ved det moderne menneske, fx identitet og indbyrdes relationer. Blandt hans værker fra denne periode kan nævnes The Consequences of Modernity (1990, da. Modernitetens konsekvenser, 1994), Modernity and Self-Identity (1991, da. Modernitet og selvidentitet, 2004) og The Transformation of Intimacy (1992, da. Intimitetens forandring, 1994).

I forlængelse af disse analyser har Anthony Giddens også beskæftiget sig med globaliseringsteori i bl.a. Runaway World - How Globalisation is Reshaping our Lives (1999, da. En løbsk verden - Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse, 2000) og Europe in the Global Age (2007, da. Europa i globaliseringens tidsalder, 2007).

Ligeledes var Anthony Giddens i 1990'erne politisk engageret i England og deltog i en af partiet Labours "tænketanke". I forlængelse af dette har han bl.a. skrevet The Third Way - The Renewal of Social Democracy (1998, da. Den tredje vej - socialdemokratismens fornyelse, 1999).

En dansk introduktion til Anthony Giddens' teorier og værker findes i Lars Bo Kaspersens (f. 1961) Anthony Giddens - Introduktion til en samfundsteoretiker (2001).

Anthony Giddens blev adlet i 2004 som baron Giddens of Southgate og sidder i House of Lords for Labour. Han er i dag professor emeritus ved London School of Economics and Political Science, hvor han var direktør 1997-2003.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Bo Kaspersen: Anthony Giddens i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83843