Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

socialgrupper

Oprindelig forfatter EJH Seneste forfatter Redaktionen

socialgrupper, gruppering af individer i kategorier ud fra forskelle i alment eftertragtede sociale kendetegn. I socialgruppeinddelinger afspejles den sociale differentiering som hierarkisk ordnede sociale lag. Det overordnede kriterium for den sociale lagdeling eller sociale stratifikation er forskelle i social status, der kan være baseret på fx erhvervsmæssig position, uddannelsesniveau, indkomst, formue, prestige eller livsstil. I den danske socialgruppeinddeling, udarbejdet 1965 i Socialforskningsinstituttet, er kriterierne den erhvervsmæssige position i bestemte kombinationer med uddannelsesniveau og antal underordnede eller ansatte. Inddelingen afgrænser fem socialgrupper: 1) akademikere, store selvstændige og topfunktionærer, 2) personer med mellemlang videregående uddannelse, større selvstændige og højere funktionærer, 3) mindre selvstændige og mellemfunktionærer, 4) underordnede funktionærer og faglærte arbejdere og 5) ikke-faglærte arbejdere. Denne inddeling har vist sig at være et eminent redskab til beskrivelse af social ulighed, men er kritiseret for sit svage teoretiske grundlag og deraf følgende manglende bidrag til forklaring af denne ulighed. Se også stratifikation.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Jørgen Hansen: socialgrupper i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161766