• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kapitalisme

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

kapitalisme, samfundsøkonomisk system, der er baseret på privat ejendomsret og markedsøkonomi.

Produktion af varer og tjenesteydelser er karakteriseret ved, at produktionsmidlerne, kapitalen, fx jord, råvarer og maskiner, og produkterne ejes af kapitalejeren, kapitalisten, som producerer for et marked i konkurrence med andre kapitalister.

I produktionen indgår lønnet arbejdskraft; arbejdet er produktionens værdiskabende faktor. Kapitalejeren afholder lønudgifterne og de øvrige produktionsudgifter. Disse udgifter finansieres af produktets værdi, som frigøres (realiseres) ved salg på markedet.

Annonce

Ordet kapitalisme kommer af kapital og -isme.

Den realiserede markedsværdi af produktet fratrukket produktionsomkostningerne udgør kapitalejerens fortjeneste, profit. Bl.a. for at optimere og øge profitten må kapitalisten til stadighed udvikle produktionen i forhold til markedets efterspørgsel og til konkurrencesituationen, forsøge at vinde markedsandele og samtidig søge at minimere produktionsomkostningerne, hvilket bl.a. gøres gennem effektiviseringer af produktionsprocessen.

Konkurrencen nødvendiggør en vedvarende akkumulation af kapital, som omsættes til den fornyelse af produktionsapparatet, der kan sikre den enkelte virksomheds overlevelse og hele produktionssystemets videreførelse.

Historisk udvikling

Begrebet kapitalisme kendes først fra 1850'erne og blev almindeligt udbredt fra 1860'erne, fortrinsvis i kredse, der var kritiske over for kapitalismen. Fra tiden efter 1. Verdenskrig er ordet kapitalisme også blevet anvendt som en rent deskriptiv betegnelse uden at være negativt ladet.

Som system er kapitalismens historie dog ældre end begrebet. Den har sit udgangspunkt i 1400-t. og de følgende århundreder, da der i Norditalien, Nederlandene og navnlig England skabtes en handelskapitalisme, der gradvis nedbrød de feudale samfundsformer og etablerede et marked for fri omsætning af varer, kapital og arbejdskraft.

Statens reguleringer af økonomien blev afviklet og afløst af retsordninger, navnlig kontraktfriheden, der sikrede udfoldelsen af en fri markedsøkonomi. For Englands vedkommende omfattede markedet fra 1700-t. store dele af den da kendte verden.

Det var en af forudsætningerne for den næste fase i kapitalismens udvikling, industrikapitalismen, som tog sin begyndelse i de sidste årtier af 1700-t. med tekstilindustrien som den første dynamiske sektor og med indførelsen af mekanisk kraft, symboliseret ved dampmaskinen.

Efterhånden, dvs. fra ca. 1840, ekspanderede industrikapitalismen til andre dele af produktionslivet, først og fremmest metalindustrien. Fra slutningen af 1800-t. udviste kapitalismen stærke tendenser til dannelse af monopoler, der søgte at beherske markedet.

Omtrent samtidig introduceredes nye organisationsformer i produktionen, fx den såkaldte taylorisme og samlebåndsproduktion af produkterne, i første omgang biler på Henry Fords fabrikker.

I årtierne efter 2. Verdenskrig er dynamikken i industrikapitalismen i stigende grad blevet forskudt til elektronikbranchen og informationsteknologien, en udvikling, der har muliggjort en automatisering af arbejdsprocesserne, hvor det menneskelige arbejde mere radikalt end tidligere er blevet afløst af maskiner eller robotter.

I samme periode har kapitalismens iboende tendens til stadig ekspansion, bl.a. søgen efter nye afsætningsmarkeder, medført en udbredelse af det kapitalistiske system og markedsøkonomien til alle dele af kloden, således at den i dag er globalt dominerende som produktions- og samfundssystem.

Selve arbejdet har undergået gennemgribende forandringer under industrikapitalismen. Det er i stigende grad blevet underlagt maskinernes rytme og en arbejdsdeling, der indebærer en opsplitning af arbejdsprocessen i delprocesser, og arbejdstempoet er blevet intensiveret. Hvor førkapitalistisk produktion i højere grad foregik i et økologisk balanceret system, er industrikapitalismen baseret på engangsforbrug af naturresurser.

Ejendomsforholdene har også undergået forandringer. De tidligste virksomheder var oftest ejet af en enkelt kapitalist eller en familie. Med de stigende behov for kapital til ekspansion udvikledes fra midten af 1800-t. aktieselskabsformen som den mest fremtrædende. Den blev forudsætning for den adskillelse af ejerskab og virksomhedsledelse, der er fremherskende i den moderne kapitalisme.

Kritik af kapitalismen

I kapitalismen er en række modsætninger og konflikter indbygget. Ud over den nævnte konstante konkurrence mellem kapitalisterne indbyrdes er modsætningen mellem kapitalister og arbejdere helt fundamental.

Mens de tidligste liberalistiske teoretikere, fx Adam Smith og David Ricardo, opfattede forholdet mellem kapital og arbejde som et i princippet harmonisk, komplementært forhold, blev kapitalismen fra omkring 1800 udsat for skarp kritik fra mange sider.

Konservative ideologer kritiserede den for at nedbryde traditioner, religion og moral og for at opløse familierne. Arbejderne udfoldede en spontan kritik mod udvidelsen af arbejdstiden og mod de elendige sociale forhold, de blev tvunget til at leve under, og de rettede i første omgang deres vrede mod symbolet på kapitalismen, maskinerne.

Samtidig udfoldede en række teoretikere, de såkaldte utopiske socialister, en voldsom kritik såvel af liberalismens individualisering og konkurrence som af rovdriften på mænds, kvinders og børns arbejdskraft, af den ulige fordeling af de enkelte samfunds rigdomme og af den politiske undertrykkelse.

Den mest gennemgribende og indflydelsesrige kritik af kapitalismen blev formuleret af Karl Marx og Friedrich Engels i midten af 1800-t. De fandt, at kapitalismen historisk var et fremskridt, fordi den skabte mulighed for næsten ubegrænset materiel behovstilfredsstillelse. Men samtidig rummede den så mange indre destruktive tendenser, kapitalkoncentration, monopolisering, tilbagevendende kriser og stadig uddybede klassemodsætninger, at den ville bryde sammen.

Omtrent samtidig opbyggedes en arbejderbevægelse i Europa til modstand mod og omstyrtning af kapitalismen og imperialismen, dvs. de kapitalistiske staters kamp om kolonier og oversøiske markeder. Den vandt efterhånden betydelig tilslutning og kunne i mange lande, ofte i samarbejde med andre socialreformatoriske kræfter, medvirke til en demokratisering af de politiske systemer og mildne kapitalismens sociale følger gennem reformer på det sociale område samt inden for sundheds- og uddannelsessektoren.

I årtierne efter 1. Verdenskrig styrkedes den statslige intervention i den kapitalistiske økonomi, bl.a. under indflydelse af den britiske økonom John Maynard Keynes' teorier. Denne tendens blev styrket efter 2. Verdenskrig med opbygningen af velfærdskapitalismen.

En statslig markedsregulering står i modsætning til den grundlæggende liberale opfattelse af, at kapitalismen under de økonomiske kræfters frie spil til dels vil regulere sig selv og overvinde kriser, og at samfundet som helhed har interessefællesskab med kapitalejerne, eftersom kapitalismen er den bedste garant for økonomisk vækst og individuel frihed.

Omkring 1980 fik tilhængere af en tilbagevenden til den frie markedsøkonomi stor fremgang. Den blev forstærket under indtryk af sammenbruddet i Sovjetunionen, der havde repræsenteret det første store forsøg på at overvinde kapitalismen.

I 1990'erne blev kapitalismen og markedsøkonomien den absolut fremherskende samfundsform på globalt plan.

Se også liberalisme, markedsøkonomi, marxisme og imperialisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: kapitalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103966