• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fremmedgørelse

Oprindelig forfatter LeifT Seneste forfatter Redaktionen

fremmedgørelse, alienation, tilstand og adfærdsmåde hos individer, institutioner eller hele samfund, der er blevet fremmede i forhold til væsentlige egenskaber hos dem selv. Fremmedheden består af menneskets underordning og misfortolkning af det, de selv har skabt og indgår i.

Anvendelse af begrebet fremmedgørelse forudsætter en opfattelse af menneskets væsentlige egenskaber og behov i tilværelsen, fx mulighed for at indgå i et arbejde, at være social i forhold til andre mennesker, have mulighed for at udtrykke sig kreativt, kulturelt og være medbestemmende politisk.

Fremmedgørelse forudsætter også en forestilling om kvaliteter ved et samfund, der ikke er fremmedgjort, og som muliggør, at de menneskelige kvaliteter kan komme til udtryk.

Annonce

Fremmedgørelsens udtryk er samfunds- og historiespecifikke. Fra midten af 1700-t. skabtes der opmærksomhed om begrebet, bl.a. som følge af naturvidenskabens fremskridt og udviklingen af industrisamfundet.

Jean-Jacques Rousseau kritiserede videnskaben og samfundet for at have fordærvet den menneskelige natur, og Johann Wolfgang von Goethe og romantikerne gav udtryk for det samme i deres digtning.

G.W.F. Hegel så fremmedgørelsen som en hærdende proces, et nødvendigt onde på vejen frem mod det fuldkomne samfund. Karl Marx overtog begrebet fra Hegel, men anvendte det på mere konkrete problemer. Han beskrev industrisamfundets kapitalistiske produktionsproces som fremmedgørende pga. forholdene mellem arbejdskraft, kapitalejer, produktionsudstyr og produkt.

Arbejdsdelingen betyder, at arbejderen og samvirket mellem flere arbejdere underordnes et maskinelt system og passiviseres; samfundet bliver til et varesamfund, hvori både arbejderen og produktet reduceres til en vare. Herigennem fratages arbejderen mulighederne for at realisere sine menneskelige egenskaber.

1900-t.s teknologiske udvikling og fortsatte automatisering har medført øget underordning og overflødiggørelse af arbejdskraften. Vareproduktionen øges samtidig med, at massemedier og fritid kommercialiseres og skaber "falske" behov.

Med befolkningskoncentrationen i større byer er fremmedgørelse også kommet til udtryk som social isolering i byerne. Herbert Marcuse betegner det som fremkomsten af et én-dimensionalt samfund og ditto menneske, der underordnes et omfattende undertrykkende system.

Fremkomsten af nye teknologier i slutningen af 1900-t. og en øget tingsliggørelse (reifikation) præger fremmedgørelsen: computere, kunstig intelligens, behandling og beherskelse af kroppen samt symbolske møder i rum på fx Internettet.

Fremmedgørelsen kommer ved årtusindskiftet til udtryk ved, at nogle mennesker bliver en del af denne iscenesatte verden, men er fremmede i forhold til egne egenskaber og krop. For andre er denne symbolske og mytologiske verden uforståelig; de trækker sig tilbage fra samfundet eller udstødes.

Det fundamentale problem i dette samfund er grænsesætning: mellem unormalt og normalt, ægte og uægte, liv og død, identitet og forskellighed, tradition og nyhed. Og som eksistentielt problem resterer spørgsmålet, om mennesket kan undgå fremmedgørelse i denne samfundsudvikling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Thomsen: fremmedgørelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79885