• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikhail Bakunin

Oprindelig forfatter HaVam Seneste forfatter Redaktionen

Mikhail Bakunin, 30.5.1814-1.7.1876, russisk anarkistisk aktivist og forfatter. Mikhail Bakunin tilhørte en adelig familie og studerede romantikerne og Friedrich Hegel.

Bakunin rejste i 1840 til Vesteuropa, hvor han blev socialistisk revolutionær under påvirkning af Pierre-Joseph Proudhon, Ludwig Feuerbach og Karl Marx. I 1848-49 deltog han i revolutionerne i Paris, Prag og Dresden. Herunder blev han arresteret og udleveret til Rusland, hvor han blev fængslet og senere forvist til Sibirien, hvorfra han flygtede i 1861. Resten af sit liv tilbragte han på rejser rundt i Europa, hvor han organiserede opstande og grundlagde hemmelige selskaber.

I Første Internationale ledede han anarkisternes modstand mod Marx. Han tilsluttede sig Marx' analyse af kapitalismen, men i modsætning til Marx ønskede Bakunin en nedbrydning af statsmagten af frygt for en undertrykkende elite af bureaukrater og videnskabsmænd. I 1872 grundlagde han sammen med deltagere fra mange lande den anarkistiske St. Imier Internationale.

Annonce

Bakunins forfatterskab udsprang af hans politiske erfaringer, men hans mange profetisk klare indsigter postuleres ofte uargumenterede. Han mente, at erkendelse af det mulige kommer af stræben efter det umulige. Hans utopi var selvorganisering nedefra via fagforeninger (anarko-syndikalisme) og selvstyrende kollektivers frivillige samarbejde (føderalisme).

Mikhail Bakunins utrættelige aktiviteter forandrede anarkismen fra filosofi til politisk bevægelse. Se også anarkisme og internationaler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Vammen: Mikhail Bakunin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43334