Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samuel P. Huntington

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

Samuel P. Huntington, Samuel Phillips Huntington, 18.4.1927-24.12.2008, amerikansk politolog. I bogen The Soldier and the State (1957, Soldaten og statsmagten) fremholder Huntington, at en effektiv civil kontrol af et militær forudsætter en militær etik baseret på professionel ekspertise og politisk neutralitet.

I Political Order in Changing Societies (1968, Den politiske orden i samfund under udvikling) hævder Huntington, at politisk forfald, vold og instabilitet præger de fleste udviklingslande, og at politisk stabilitet er en funktion af befolkningens politiske deltagelse i stærke politiske institutioner.

I en artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs fremsatte Huntington i 1993 den tese, at 2000-t. vil blive karakteriseret ved fundamentale konfrontationer mellem de forskellige civilisationer, dvs. mellem vestlige, kongfuzianske, japanske, islamiske, hinduistiske, ortodokse og latinamerikanske kulturer, måske også afrikanske og buddhistiske. Artiklen bidrog til at sætte det kontroversielle begreb kultur i centrum for den internationale debat.

Annonce

I The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996, da. Civilisationernes sammenstød - mod en ny verdensorden, 2006) udbyggede han sin tese.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage: Samuel P. Huntington i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93917