• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stat

Oprindelige forfattere MHH og TKnu Seneste forfatter Redaktionen

Stat. Fresko malet 1338-39 af Ambrogio Lorenzetti på endevæggen i Nimandsrådets (Sala dei Noves) sal i rådhuset (Palazzo Pubblico) i Siena. Billedet er en allegori over Den gode regering. Højre side domineres af en tronende kongelig skikkelse. Den kongelige figur er en gammel mand, på latin en senex, en allusion til, at republikken Sienas latinske navn var Sena. Den kongelige skikkelse symboliserer selve bystaten, og Lorenzettis fresko er nok den ældste kendte symbolske fremstilling af selve staten som en abstraktion, hævet over statens borgere og deres politiske institutioner. Nederst tv. står 24 borgere; de holder et reb, som føres op og binder håndleddet på den tronende skikkelse. Rebet symboliserer folkesuveræniteten og tvindes af to tråde, der samles af Enigheden (Concordia). Hun sidder med en høvl på skødet, som symboliserer borgernes lighed; alle 24 borgere er lige høje. De to tråde fører op til Retfærdighedens (Justitias) vægtskåle, en for belønning og straf, en for retfærdighed i handel og økonomi. Over retfærdigheden ses Visdom (Sapientia). Over hovedet på den kongelige skikkelse svæver de teologiske dyder, Tro, Håb og Kærlighed. Ved hans side sidder tv. Tapperhed og Klogskab, th. Storsindethed, Besindighed samt, igen, Retfærdigheden med straffens sværd og belønningens krone. Den hvidklædte figur i billedets midte er Freden (Pax), som er målet for al god regering. MHH

Stat. Fresko malet 1338-39 af Ambrogio Lorenzetti på endevæggen i Nimandsrådets (Sala dei Noves) sal i rådhuset (Palazzo Pubblico) i Siena. Billedet er en allegori over Den gode regering. Højre side domineres af en tronende kongelig skikkelse. Den kongelige figur er en gammel mand, på latin en senex, en allusion til, at republikken Sienas latinske navn var Sena. Den kongelige skikkelse symboliserer selve bystaten, og Lorenzettis fresko er nok den ældste kendte symbolske fremstilling af selve staten som en abstraktion, hævet over statens borgere og deres politiske institutioner. Nederst tv. står 24 borgere; de holder et reb, som føres op og binder håndleddet på den tronende skikkelse. Rebet symboliserer folkesuveræniteten og tvindes af to tråde, der samles af Enigheden (Concordia). Hun sidder med en høvl på skødet, som symboliserer borgernes lighed; alle 24 borgere er lige høje. De to tråde fører op til Retfærdighedens (Justitias) vægtskåle, en for belønning og straf, en for retfærdighed i handel og økonomi. Over retfærdigheden ses Visdom (Sapientia). Over hovedet på den kongelige skikkelse svæver de teologiske dyder, Tro, Håb og Kærlighed. Ved hans side sidder tv. Tapperhed og Klogskab, th. Storsindethed, Besindighed samt, igen, Retfærdigheden med straffens sværd og belønningens krone. Den hvidklædte figur i billedets midte er Freden (Pax), som er målet for al god regering. MHH

stat, geografisk afgrænset befolkning, som udgør en selvstændig politisk enhed under en fælles regering; bruges tillige om et lands regering og centraladministration og da oftest i bestemt form, staten.

Ordet stat blev første gang brugt som et grundbegreb i politisk filosofi af Niccolò Machiavelli, især i skriftet Fyrsten (1513). Det var dog først med den engelske filosof Thomas Hobbes' afhandling Leviathan (1651), at stat anvendtes om suverænen som en abstrakt juridisk person; på afhandlingens titelblad afbildet som en kæmpe sammensat af tusinder af små personer.

I løbet af 1700-t. dannedes det moderne statsbegreb, hvor staten opfattes som en institutionaliseret og centraliseret politisk organisation, hvis ledelse har et legitimt monopol på retten til med magt at fastsætte og opretholde retsordenen inden for et territorium (territorialhøjheden) over for indbyggerne (personalhøjheden). I statsbegrebet indgår således tre elementer: regering, territorium og folk.

Annonce

Ordet stat kommer af latin status 'tilstand', forkortelse af udtryk som fx status rei publicae 'Romerrigets (politiske) tilstand' eller 'forfatning'; heraf italiensk stato, hos Niccolò Machiavelli med betydningen 'statsmagt, statsform'.

Statsborgerskab

I løbet af 1800- og 1900-t. blev statsborgerskab et stedse vigtigere element i statsbegrebet. En stats befolkning kan enten opfattes som landets indbyggere eller som landets borgere. Ikke alle statens indbyggere er nødvendigvis statsborgere, og omvendt kan nogle af statsborgerne være bosat i andre stater.

Når staten opfattes som den institution, der håndhæver retsordenen, omfatter statsfolket alle landets indbyggere. Når staten opfattes som en (demokratisk) politisk institution, hvis legitime magt i sidste instans bygger på folkesuveræniteten, er statsfolket begrænset til statsborgerne med udelukkelse af indbyggere uden statsborgerskab.

Stat. Titelbladet til originaludgaven af Thomas Hobbes' Leviathan fra 1651. I Det Gamle Testamente er Leviatan eller Livjatan et uhyre, der dræbes af Gud. Hos Thomas Hobbes er Leviathan et symbol på en almægtig statsmagt, her tegnet som et kronet, menneskelignende statslegeme, der i højre hånd holder sværdet, symbolet på den verdslige magt, og i den venstre bispestaven, symbolet på den åndelige magt. Under sværdet og staven ses emblemer for de to magter.

Stat. Titelbladet til originaludgaven af Thomas Hobbes' Leviathan fra 1651. I Det Gamle Testamente er Leviatan eller Livjatan et uhyre, der dræbes af Gud. Hos Thomas Hobbes er Leviathan et symbol på en almægtig statsmagt, her tegnet som et kronet, menneskelignende statslegeme, der i højre hånd holder sværdet, symbolet på den verdslige magt, og i den venstre bispestaven, symbolet på den åndelige magt. Under sværdet og staven ses emblemer for de to magter.

To statsbegreber

En overordnet og entydig analyse af statsbegrebet vanskeliggøres af, at forskellige videnskabsgrene arbejder med forskellige statsbegreber, der groft sagt fordeler sig på to hovedtyper: det juridisk-politologiske og det antropologisk-sociologiske statsbegreb.

I retsvidenskab, politisk videnskab og politisk filosofi opererer man fortrinsvis med et kulturspecifikt statsbegreb, hvis kerne er den europæiske stat, der voksede frem i Europa efter Trediveårskrigen ved Freden i Westfalen i 1648, og som ligger til grund for verdens nuværende (2011) opdeling i 195 stater: de 193 medlemmer af FN samt Schweiz og Vatikanstaten.

At tale om stater før 1648 eller til nød før Niccolò Machiavelli er ifølge denne opfattelse en anakronisme. I sociologi, antropologi, arkæologi og historie finder man derimod et langt bredere statsbegreb, som giver mulighed for at bruge termen stat om fx Egypten i oldtiden, Inkariget, før europæerne kom til Sydamerika, og Danmark på Harald 1. Blåtands tid.

I denne sammenhæng kan man også opfatte den oldgræske polis som en form for stat, ofte gengivet med ordet bystat. Platons dialog Staten og Aristoteles' afhandling Politikken er skrifter, der har haft stor betydning for alt, hvad der siden hen er skrevet om staten og statsbegrebet.

Ifølge begge opfattelser er staten det magtapparat, der håndhæver retsordenen inden for statsterritoriet over for statsfolket. Forskellen er, at det juridisk-politologiske statsbegreb yderligere insisterer på suverænitetsbegrebet som grundlag for den legitime statsmagt og på, at staten kan opfattes som en abstrakt juridisk person, der står over et lands regering og befolkning.

I antropologi og sociologi ser man bort fra begge faktorer, men inspireret af marxismen insisterer man til gengæld på, at statsbegrebet forudsætter en klar opdeling af befolkningen i klasser, således at staten fortrinsvis bliver den herskende klasses magtapparat.

Endvidere har de to statsbegreber forskellig anvendelse: Det antropologisk-sociologiske statsbegreb er et rent videnskabeligt begreb, der kan anvendes på et hvilket som helst samfund, hvor en regering styrer et land og et folk. Det juridisk-politologiske statsbegreb er derimod et nøglebegreb i national og international politik og er knyttet til selve termen stat (eng. state, ty. Staat, fr. état osv.). Dette statsbegreb er derfor begrænset geografisk til den europæiske kultur og dens udbredelse i verden og kronologisk til tiden efter Machiavelli.

Statstyper

Man skelner mellem flere forskellige statstyper: enhedsstater over for forbundsstater, nationalstater over for multietniske stater; territorialstater over for statsdannelser, hvor territoriet er sekundært eller slet ikke findes.

Forskellen mellem enhedsstater og forbundsstater hænger sammen med opdelingen af suveræniteten i den ydre suverænitet, der vedrører statens selvstændighed og principielle uafhængighed af andre stater og overstatslige institutioner (fx FN), over for den indre suverænitet, der omfatter statsmagtens håndhævelse af retsordenen inden for territoriet over for folket.

I enhedsstaten besidder landets regering den fulde suverænitet. I forbundsstater besidder forbundsregeringen den ydre suverænitet, mens den indre suverænitet er delt mellem forbundsregeringen og delstaternes regering. Omkring årtusindskiftet lever langt over halvdelen af Jordens befolkning i forbundsstater eller stater organiseret som forbundsstater.

I nationalstaten tilhører alle borgere samme folkeslag. Nationalstaten fremhæves ofte som et ideal, men i dag er langt de fleste af alle verdens stater multietniske stater, beboet af to eller flere folkeslag (se også nation).

Med udgangspunkt i territoriet taler man i dag om, at verden er opdelt i territorialstater, mens man især i historisk sammenhæng taler om bystater (et statsfællesskab af borgere, der er begrænset til en by og dens opland), feudalstater (et kludetæppe af territorier holdt sammen af personlige bånd mellem fyrsten og hans vasaller) og visse nomadefolks stater (helt uden afgrænset territorium). Termen territorialstat bruges ofte mere specifikt om større stater over for mikrostater, som dels omfatter nogle Stillehavsøer, fx Nauru, dels nogle europæiske bystater, fx Andorra.

Efter graden af selvstyre skelner man mellem stater, delstater og protektorater over for lokale politiske enheder (med afledet selvstyre). I Danmark står således staten over for regioner og kommuner.

Ideologisk skelner man mellem totalitære stater (se autoritære stater), hvor statsmagten autoritært kan kontrollere borgernes tilværelse i alle forhold, og hvad man i den vestlige verden kalder demokratiske stater (se demokrati): En offentlig politisk statssfære, hvor folkevalgte myndigheder fastsætter og opretholder retsordenen i overensstemmelse med menneskerettighederne, holdes adskilt fra en privatsfære, hvor alle har frihed til inden for lovenes rammer at leve efter forgodtbefindende (se det offentlige (privat/offentlig sfære)).

Der er dog ikke enighed om, hvor grænsen skal drages mellem stat og samfund. I liberalistisk ideologi vil man i den personlige friheds navn minimere den offentlige sfære til, hvad kritikere har kaldt natvægterstaten. Socialt orienterede ideologier har derimod altid fremhævet lighedsbegrebet over for frihedsbegrebet og ønsket en velfærdsstat, hvor staten har til opgave at fordele resurserne for at hjælpe de svageste i samfundet.

Det moderne statsbegrebs historie

Et statsbegreb, hvor staterne gensidigt anerkender hinandens legitimitet, kan føres tilbage til fredsafslutningen efter Trediveårskrigen i 1648.

Staterne i international sammenhæng

Ved Den Westfalske Fred 1648 anerkendte de europæiske magter principielt og gensidigt, at der var flere legitime og ligeberettigede udøvere af politisk magt på det europæiske kontinent i modsætning til tidligere, hvor man havde set talrige forsøg på at retablere et fælleseuropæisk imperium som arvtager efter oldtidens Romerrige under en kejsers overhøjhed.

I denne gensidige anerkendelse lå kimen til det moderne, permanente diplomati, der skulle sikre løbende kommunikation mellem staterne. Deri lå også, at moderne staters grænser skal fastslås præcist og respekteres; stater stod dermed i modsætning til traditionelle imperier, som ikke anerkendte deres naboer som principielt ligeværdige og desuden ikke nødvendigvis havde præcise grænser. Det definerede og anerkendte territorium er karakteristisk for den moderne stat.

Den Westfalske Fred dannede tillige udgangspunkt for udviklingen af en folkeret til regulering af forholdet mellem staterne med en accept af statsterritoriets integritet og statens uafhængighed af andre stater.

Moderne stater indgår således i et system, der fødtes i 1648. Statsbegrebet betegner dermed i internationale anliggender en aktør i international politik. Der er her tale om en bekvem forenkling af, at staten udgør et komplekst sæt af institutioner, der frembringer beslutninger og handlinger i det internationale system.

Staternes indre forhold

Med accepten af statssystemet anerkendte staterne også hinandens indre suverænitet over territoriet. Suverænitetsteorien var blevet formuleret af Jean Bodin; i hovedværket Six livres de la république (1576, Seks bøger om staten) hævdede han, at de fragmenterede magtstrukturer, som han kendte fra sin tids Europa, var årsag til borgerkrig og uorden.

Magten inden for et rige måtte samles hos én hersker med den "øverste og absolutte myndighed". Suveræniteten bestod i retten til at udstede love, og samtidig var suverænen selv hævet over loven. Heri ligger også suverænitetens logik: Hvis nogen er overordnet og kilden til lov, kan denne ikke samtidig være underlagt lov.

Hermed skabte suverænitetstanken også grundlag for etableringen af absolutismen, som på dansk grund kaldtes enevælde. Jean Bodin så den jordiske magt i analogi med den himmelske. På samme måde som Gud styrede Universet, skulle de jordiske stater styres af alenestående, faderlige herskere. Således repræsenterer suverænitetstanken og absolutismen også et gennembrud for vores tænkning om samfundets organisation i hierarkiske baner.

I den absolutistiske teori var monarken personlig den suveræne hersker. Herfra er der dog ikke så langt til den moderne tanke om staten som den upersonlige og upartiske kilde til lov og retfærdighed. Absolutismen gennemløb da også i praksis en udvikling fra personlig enevælde til en upersonlig bureaukratisk enevælde.

Forestillingen om den gudgivne enevælde veg gradvis for forestillingen om, at herskerens magt var betinget af, at han lyttede til og forstod folkeviljen. Billedet af monarken som personifikation af staten trådte tilbage for forestillingen om monarken som statens første tjener. Ordet stat blev fra midten af 1700-t. i stigende grad anvendt i ikke alene de større europæiske lande, men også i Danmark-Norge om de magtudøvende institutioner, herunder bureaukrati, hær, flåde og retsapparat.

Parallelt med ordet stat dukkede også begreberne samfund og civilsamfund stadig hyppigere op. Man betragtede samfundene som opdelt i en statslig og en privat sfære, således at den private sfære, samfundet, territorialt og institutionelt var defineret af staten og i stadig højere grad præget af denne.

Statens indre suverænitet medførte dels international anerkendelse af tilstræbte monopoler på et territorium, til at udøve legitim fysisk vold og til at udstede love, dels monopoler på skatteopkrævning og møntudstedelse.

De nationale statstraditioner

Det moderne statsbegreb har bredt sig fra Kontinentaleuropa til hele verden. Nogle steder bruges selve ordet dog kun lidt og mest i relation til andre stater. I indre anliggender bruges helt andre ord. Det gælder så vigtige stater som USA og Storbritannien; i USA kaldes udenrigsministeriet derfor State Department, mens man i indre forhold ofte taler om Government og mere uformelt om Washington.

Dertil kommer, at USA er en forbundsstat, således at enkeltstaterne også omtales som stater. I Storbritannien taler man ofte om Nation, Government, Her Majesty eller The Crown, hvor vi taler om staten.

Derimod karakteriserer det en række kontinentaleuropæiske samfund, der har overlevet en stærkt militaristisk fortid, at man internt bruger ordet stat med mange betydningslag. Det gælder lande som Frankrig, Tyskland, Rusland, Sverige og Danmark. Statsbegrebet rummer dermed i varierende grad forestillinger om fælles værdier, identitet, almenvellet, respekt for autoriteter og lov og orden samt forestillinger om at være hævet over de snævrere interesser, som må varetages i civilsamfundets hverdagsliv.

Sammenfattende kan man sige, at statsbegrebet inden for det enkelte samfund er et generaliserende, et integrerende og et legitimerende begreb. Det fremhæver den "offentlige magts" særlige karakter og enhed stillet over for samfundet.

Det fokuserer på nødvendigheden af at gøre udøvelse af denne magt upersonlig i institutioner, som derved tillægges en særlig ånd og prestige i forbindelse med det almene vel. Endelig skaber det en sociokulturel bevidsthed om den enestående og bedre karakter, som staten har i sig selv.

Som det kan ses, er statsdefinitionen formel; der kan på det helt generelle niveau intet siges om de specifikke værdier, en stat er bærer af; her nævnes hverken frihed, retfærdighed, demokrati, lighed eller andre værdier, som måske er vigtige for nogle stater.

I de enkelte samfund forbindes statsbegrebet med de mest fremtrædende værdier, hvorefter politisk magt bør udøves. Definitionen er dog ikke værdifri; den betoner statens enhed, og den betoner sondringen mellem stat og samfund inden for en statsligt defineret, fælles ramme. Derved virker begrebet motiverende og meningsgivende for menneskelig handlen.

Statsbegrebet danner basis for social orden ved at pege på en "offentlig magt" med en særlig mission som den endelige beslutningstager på vegne af samfundet. Statsbegrebet skaber også en forestilling om et fællesskab, som har institutionaliseret og legitimeret magt frem for umiddelbar magt. Legitimeringen bygger dels på en accept af de procedurer, hvorefter staten handler, dels på den følelse af fælles retning og formål, som idéen om staten skaber.

Som så mange begreber, der har med magt og politik at gøre, er begrebet stat ideologisk ladet, og det er blevet bemærket fra politologisk side, at den moderne statsmagt er arvtager efter de såkaldte primitive former for magtudøvelse, der byggede på magi og religion.

Stat er blevet et stærkt værdiladet ord, der har med magt at gøre, og det tillægges en art enhed, som kan være svær at genfinde, når man på nærmere hold ser de statslige institutioner både samarbejde med og modvirke hinanden.

Deling og reduktion af suverænitet

I staternes videre udvikling er der foregået en opsplitning af suveræniteten. Udviklingen af forbundsstater med USA som den første har betydet en opsplitning af staters indre suverænitet imellem delstater og forbundsstat. Tanken bag en sådan opsplitning er at undgå en stor magtkoncentration på et enkelt niveau. Nogle stater, herunder Danmark, har også givet kommuner og kirke en selvstændig beskatningsret.

Selvom EU ikke kan opfattes som en forbundsstat, så har også EU betydet delvise suverænitetsafgivelser fra medlemslandene til fælles institutioner; i modsætning til forbundsstater går EU med sine direktiver og forordninger ind og blander sig i medlemsstaternes indre suverænitet, mens den ydre overlades til de enkelte medlemslande.

FN og andre internationale organisationer har også gennem deres virke betydet, at der er lagt begrænsninger på medlemsstaternes ubetingede suverænitet, men i modsætning til EU har FN ingen retlige sanktionsmuligheder over for medlemmerne. Hidtil har FN især benyttet økonomiske sanktioner for at presse stater, fx Sydafrika, til at udvise bestemte former for adfærd.

Yderligere udhuling af suveræniteten kan ikke afvises. Et perspektiv, der er afledt af NATO's krig i 1999 mod Jugoslavien om Kosovoregionens fremtid, er muligheden for en ny international retsorden, hvor suveræniteten vil være betinget af overholdelsen af menneskerettigheder og respekten for mindretal, og hvor en forsvarsalliance med USA som det mest fremtrædende medlem overgår til at regulere enkelte staters adfærd på disse områder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Herman Hansen, Tim Knudsen: stat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164190