Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Island - sociale forhold

Oprindelig forfatter BRoA Seneste forfatter Redaktionen

Både den sociale sikring og den offentlige service i Island er præget af nordiske samfundsforhold og nordisk socialpolitisk tankegang. Det offentlige har ansvaret for omfattende serviceopgaver vedrørende sundhed, ældreomsorg og børnepasning, hvortil alle borgere har adgang; de kontante sikringsordninger betales hovedsagelig over de almindelige skatter og dækker ligeledes hele befolkningen.

Der ydes en skattefinansieret folkepension fra det 67. år. Størrelsen er uafhængig af tidligere indkomst, men aftrappes, når pensionisten eller ægtefællen har andre samtidige indkomster. Herudover er der arbejdsmarkedspensioner knyttet til enkelte fag. Førtidspension (invalidepension) gives til personer med arbejdsevne under 50%.

I modsætning til de øvrige nordiske lande er alle lønmodtagere i Island automatisk medlemmer af en statslig arbejdsløshedsforsikring. Dagpengebeløbet beregnes efter en lønsats for ufaglærte arbejdere i fiskeindustrien. Finansieringen sker over skatterne samt ved arbejdsgiverbidrag.

Annonce

Under sygdom har alle lønmodtagere ret til fuld løn i en periode, som afhænger af ansættelsens varighed. Derefter ydes der dagpenge fra den offentlige sygeforsikring, som alle automatisk er medlem af. Hjemmehjælp mv. ydes af kommunerne.

Læs mere om Island.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Rold Andersen: Island - sociale forhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99705