Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

udlændingelovgivning

Oprindelige forfattere JUJ, JVH og MKjae Seneste forfatter Redaktionen

udlændingelovgivning, regler om udlændinges retsstilling i Danmark; ved udlændinge forstås i den forbindelse alle personer uden dansk statsborgerskab, dvs. statsborgere i andre lande samt statsløse personer. Udlændingelovgivningen omfatter især regler om udlændinges indrejse og ophold på dansk territorium, herunder regler om grænsekontrol, visum, arbejds- og opholdstilladelse og udvisning.

Regler vedrørende indrejse og ophold er fastsat i Udlændingeloven og i administrative forskrifter, bl.a. Udlændingebekendtgørelsen samt EF-opholdsbekendtgørelsen om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af EFs regler eller aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Også retsstillingen for udlændinge, der ikke har statsborgerskab i EU- eller EØS-staterne, påvirkes i stigende omfang af EU-reguleringen.

Det formelle grundlag herfor blev skabt med Maastrichttraktaten i 1992. Amsterdamtraktaten fra 1997 har udvidet EU's kompetence i forhold til indvandrings- og asylspørgsmål. Selvom Danmark har taget forbehold over for deltagelse i EU's udlændingepolitiske samarbejde, har Danmark (2006) gennem aftaler med EU i de senere år tiltrådt en række fællesskabsretsakter, som herefter er blevet indarbejdet i den danske lovgivning.

Annonce

Retshistorie

Oprindelig var udlændinge helt retsløse, men bl.a. fremmede købmænd kunne sikres fred på markeder og i byerne. Under kirkelig påvirkning i 1000- og 1100-t. vandt den opfattelse indpas, at kongen skulle beskytte udlændinge. I fortalen til Jyske Lov betones kongens pligt til at "frelse" bl.a. udlændinge. For at opnå denne beskyttelse skulle fremmede købmænd betale en afgift til kongen. Det antages, at udlændinge i Danmark siden 1200-t. i de fleste henseender opnåede retlig ligestilling med indlændinge, forudsat at de havde fået lov til at bosætte sig i landet.

I 1500-t. og i de følgende århundreder blev der i form af love (forordninger) og privilegier givet bestemmelser om statens kontrol med udlændinges adgang til og ophold i Danmark, fx i Frederik 2.s fremmedartikler (1569), Fredericia Stads privilegier (1682), privilegier for fremmede (1748), Indfødsretten (1776), Lov om fremmede jøders adgang til at opholde sig her i riget (1850) og Lov om tilsynet med fremmede og rejsende (1875).

Det var udgangspunktet for dansk udlændingelovgivning, at fremmede frit kunne tage ophold i landet med henblik på at søge arbejde eller drive et erhverv. Adgangen til landet var dog ikke ens for alle. Mens lovgivningen stillede sig imødekommende over for formuende udlændinge, som kunne bidrage til landets velstand, var holdningen stort set afvisende over for dem, der kunne falde samfundet til byrde i forsørgelsesmæssig henseende, eller som kunne formodes at være kriminelle. Til den sidste gruppe hørte tatere, tiggere, løsgængere og indtil 1850 fattige jøder.

Fremmedloven af 1875 opretholdt i vidt omfang principperne i en forordning fra 1828 om de "Foranstaltninger, der blive at træffe for at hindre reisende Håndværkssvendes omflakken i Landet, m.m.". En væsentlig forskel var dog, at Fremmedloven alene omfattede udlændinge (fremmede), mens forordningen af 1828 var rettet mod alle, der rejste omkring i landet for at søge arbejde mv., herunder også danske statsborgere.

Mens fremmedkontrollen endnu efter Fremmedloven af 1875 alene var rettet mod udlændinge, der kunne give anledning til forstyrrelse af den offentlige orden eller falde forsørgelsesvæsenet til byrde, skete der væsentlige ændringer omkring 1. Verdenskrig. I 1926 indførtes den ordning mht. opholds- og arbejdstilladelse, som fortsat er Udlændingelovens udgangspunkt: Enhver udlænding, som opholder sig i landet ud over tre måneder, eller som tager erhvervsmæssig beskæftigelse, må forinden opnå tilladelse hertil. Denne generelle kontrolordning er dog i sidste halvdel af 1900-t. blevet lempet i forhold til store grupper af udlændinge, navnlig pga. det nordiske samarbejde og siden 1972 som følge af Danmarks EF-medlemskab.

Der er fra omkring 2000 sket afvigelse fra flere af de principper, der lå bag Udlændingeloven fra 1983. Der er navnlig i foråret 2002 sket lovændringer, som har erstattet retskrav på familiesammenføring med mulighed for at træffe skønsmæssige afgørelser, ligesom betingelserne for opholdstilladelse til familiemedlemmer er blevet skærpet. Samtidig gennemførtes væsentlige ændringer i reglerne om asyl. Andre ændringer i Udlændingeloven siden 2000 er udslag af EU-harmonisering, bl.a. i forbindelse med Danmarks deltagelse i Schengensamarbejdet med ophør af personkontrol på EU-staternes indre grænser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Ulf Jørgensen, Jens Vedsted-Hansen, Morten Kjærum: udlændingelovgivning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176266