• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvalitetssikring

Oprindelige forfattere JL, Mainz og SH-L Seneste forfatter Redaktionen

kvalitetssikring, kvalitetsudvikling, nøglebegreber i offentlig og privat virksomhed fra 1980'erne. Kvalitetssikring er ikke noget nyt fænomen, men som program eller instans i produktions- og servicevirksomhed har det fået stigende betydning mod slutningen af 1900-t. Det kan rette sig mod organisationsforhold, logistik, arbejds- og produktionsprocesser og mod det færdige produkt.

Almindeligvis vil en kvalitetssikring involvere ikke blot en gennemgang af det færdige produkt, af resultatet af en aktivitet, men også de personer, der har udviklet produktet.

Da en sådan professionel selvransagelse kan skabe problemer internt, hvis der ikke opnås tilstrækkelig professionel distance, søger mange offentlige og private virksomheder og organisationer hjælp udefra, undertiden fra certifikatudstedende konsulentfirmaer.

Annonce

Mange virksomheder får gennem analyserne mulighed for udvikling og vækst, men for andre kan kvalitetsanalyser, gennemført af uprofessionelle og usagkyndige, føre til omstruktureringer, der kan have utilsigtede følger. De fleste former for kvalitetssikring bygger på forestillingen om, at der kan sættes mål for alle elementer i en proces, hvilket undertiden kan virke begrænsende i stedet for udviklende.

Kvalitetssikringen er i sin seneste form amerikansk inspireret; nedenfor belyses emnet inden for områderne sundhedsvidenskab og uddannelse. Se også akkreditering (sundhedsvidenskab).

Sundhedsvæsenets kvalitetssikring og kvalitetsudvikling

Sundhedsvæsenets kvalitetsikring og kvalitetsudvikling har til formål at fastholde og udvikle kvaliteten af dets ydelser. Kvalitetssikring omfatter målfastsættelse i relation til de enkelte ydelser, kvalitetsvurdering, gennemførelse af forbedringer og fornyet vurdering af kvaliteten.

Audit og kliniske retningslinjer (guidelines) er eksempler på metoder, der anvendes som led i kvalitetssikring. Audit er en kollegial kvalitetsvurdering, hvorunder fx læger eller sygeplejersker systematisk registrerer og vurderer konkrete patientforløb.

Guidelines er detaljerede procedurebeskrivelser, der kan sammenlignes med en "kogebog", hvori det beskrives, hvordan sundhedspersonalet bør undersøge, behandle og pleje bestemte patientgrupper. I konkrete tilfælde vurderer sundhedspersonalet, om "kogebogen" kan følges.

Sammen med klinisk forskning og medicinsk teknologivurdering er kvalitetssikring en forudsætning for kvalitetsudvikling af sundhedsvæsenets ydelser. Forskningsresultaterne beskriver, hvad det ideelt er muligt at opnå. Medicinsk teknologivurdering beskriver, hvad der praktisk er muligt, mens kvalitetssikring beskriver, om målene for det daglige arbejde i sundhedsvæsenet nås.

I 1993 udgav Sundhedsstyrelsen en national strategi for kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen; heri beskrives opgave- og ansvarsfordeling mellem de administrative og faglige niveauer i sundhedsvæsenet.

På lægemiddelområdet er der tilknyttet en række kvalitetssikringsaspekter i forbindelse med vurdering og godkendelse af lægemidler samt fastlæggelse af ordinationsregler. Se også sundhedstjenesteforskning.

Kvalitetsudvikling i uddannelsessystemet

Ved kvalitetsudvikling på uddannelsesområdet forstås som regel refleksioner over og beskrivelser af undervisningens faglige indhold og dens tilrettelæggelse, fx hvad undervisningsstoffets fordeling på fag og klassetrin angår. Denne virksomhed udmøntes i målsætnings- og handleplaner, der sætter institutionerne i stand til at vurdere, om og hvordan målene er blevet opfyldt over en nærmere fastsat periode.

Pædagogisk kvalitetsudvikling forudsætter analyser, hvori der fx kan indgå overvejelser mht. de enkelte fags mål, indhold og metoder. Også lærerkvalifikationer, tilpasning af kravniveauet mellem forskellige skoleformer samt prøver og evaluering er væsentlige faktorer i en kvalitetsanalyse.

Blandt redskaber til styrkelse af begrebet kvalitet i den praktiske undervisning kan bl.a. nævnes fastsættelse af klare mål for de enkelte dele af skolens virksomhed, et kravniveau, der er tilpasset elevernes forudsætninger, og bestræbelser på at skabe kontinuitet mellem uddannelsessystemets forskellige trin.

I den pædagogiske debat har begrebet kvalitet været omdiskuteret siden slutningen af 1980'erne, da Undervisningsministeriet igangsatte et såkaldt kvalitetsudviklingsprojekt, forkortet KUP. Her blev opmærksomheden især rettet mod spørgsmålet om sammenhæng i uddannelsessystemet inden for og på tværs af de forskellige uddannelsesniveauer.

I 1992 oprettedes Evalueringscenteret, der bl.a. havde til opgave at gennemføre systematiske evalueringer af de videregående uddannelser med kvalitetsudvikling for øje, inspirere og vejlede uddannelsesinstitutionerne i spørgsmål om evaluering og kvalitetsudvikling samt opsamle nationale og internationale erfaringer med uddannelsesevaluering og kvalitetsudvikling. I 1997 blev det besluttet at oprette tilsvarende centre for grundskolen og ungdomsuddannelserne. Fra 1999 har Danmarks Evalueringsinstitut beskæftiget sig med evaluering og kvalitetsudvikling i hele det danske uddannelsessystem.

Interessen for kvalitetsudvikling i uddannelsessektoren er stadig stigende, idet der fra Undervisningsministeriets side lægges op til udarbejdelse af metodebeskrivelser og målemetoder, som hviler på en systematisk målfastsættelse og evalueringspraksis.

Sådanne fremgangsmåder, der forudsætter bevidsthed om værdinormer i uddannelsen, kan fx tage afsæt i skolers virksomhedsplaner og benyttes til kvalitetsudvikling af den enkelte uddannelsesinstitutions virksomhed, herunder dens samarbejdsrelationer til andre instanser.

På det videregående uddannelsesområde er kvalitetsudviklingen forankret i akkrediteringssystemet, der trådte i kraft med den første akkrediteringslov i 2007. Den gældende akkrediteringslov og – bekendtgørelse trådte i kraft den 1.7.2013. I Danmark akkrediteres uddannelser, udbud og uddannelsesinstitutioner ud fra en faglig helhedsvurdering, der bygger på fem faste, lovbestemte kriterier for kvalitet og relevans. Kriterierne afhænger af, om der er tale om en uddannelsesakkreditering eller en institutionsakkreditering.

Vurderingen foretages af et ekspertpanel, der er sammensat af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Danmarks Akkrediteringsinstitution faciliterer desuden processen og udarbejder en indstilling samt en rapport, der ligger til grund for Akkrediteringsrådets afgørelser. Ved både institutions- og uddannelsesakkrediteringer kan der tildeles en positiv akkreditering, en betinget positiv akkreditering eller et afslag på akkreditering. Ved akkreditering af nye uddannelser eller udbud tildeles der dog enten en positiv akkreditering eller et afslag. Alle afgørelser er tilgængelige på rådets hjemmeside.

Se også Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Lund, Jan Mainz, Signe Holm-Larsen: kvalitetssikring i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112590