Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

New Public Management

Oprindelig forfatter Nørrelykke Seneste forfatter Redaktionen

New Public Management, betegnelse for en række reform- og ændringstiltag, der understøtter organisationsændringer indefra. Den engelske forsker Christopher Hood (f. 1947) lancerede begrebet New Public Management i 1991, da han satte ord på forandringer og modernisering af den offentlige sektor, der satte sig igennem verden over fra begyndelsen af 1980erne.

New Public Management bygger på to rationaler. Et rationale, der relaterer til organisation og ledelse, hvor forestillingen er, at man med fordel kan overføre principper, der er kendt og afprøvet i den private sektor til den offentlige sektor ved at sætte større fokus på: entreprenøragtig ledelse, strategisk ledelse og team-ledelse samt mål- og rammestyring kombineret med indførelsen af nye økonomistyrings-, regnskabs- og budgetstyringssystemer. Og et andet rationale, der relaterer til økonomisk tænkning og ønsket om en liberalistisk markedsgørelse og effektivisering af den offentlige sektor gennem brugen af instrumenter som: udlicitering, privatisering, frie forbrugssvalg, direkte kontrol, kontraktstyring og evaluering.

Den offentlige sektor beskrives i New Public Management som forvokset, hvorfor den skal nedskæres, for bureaukratisk og ineffektiv, hvorfor den må omstruktureres, for styrings- og reguleringsfikseret, hvorfor den skal decentraliseres og dereguleres, for dårligt ledet, hvorfor lederne skal udskiftes eller omskoles og endelig som i alt for ringe grad orienteret mod resultater og behov hos brugerne.

Annonce

Tankegangen i New Public Management ses udtrykt i indførelsen af styringsredskabet BUM-modellen på det sociale område.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Nørrelykke: New Public Management i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=481142