Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

flerpartisystem

Oprindelig forfatter PaSve Seneste forfatter Redaktionen

flerpartisystem, det forhold, at der inden for et politisk system findes flere partier. I demokratiske lande karakteriseres de politiske forhold i høj grad af antallet af partier og deres indbyrdes relationer. Den klassiske sondring er udformet af den franske politolog Maurice Duverger (1917-2014), der skelnede mellem et-, to- og flerpartisystemer.

I flerpartisystemer er flere end to partier bestemmende for flertalsdannelsen i repræsentationsorganet, parlamentet, og for regeringens sammensætning. Flerpartisystemer kan karakteriseres ved partiernes antal, størrelse, ideologiske afstand, forhold til styreformen, interne sammenhold og deres forhold til vælgerne.

Den italiensk-amerikanske politolog Giovanni Sartori sondrer mellem moderat og ekstremt pluralistiske flerpartisystemer. De første har et forholdsvis begrænset antal partier med så korte ideologiske afstande, at de kan samarbejde og danne et bipolært system, dvs. at der er to klare regeringsalternativer. Ekstremt pluralistiske partisystemer er derimod karakteriseret ved et større antal partier, større ideologiske afstande og ofte et stærkt centrumsparti.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Palle Svensson: flerpartisystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76925