Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
revisionisme, (af revision og -isme), retninger inden for de socialistiske og kommunistiske bevægelser. Oprindelig er begrebet knyttet til Eduard Bernstein, der i slutningen af 1890'erne formulerede en gennemgribende kritik af de marxistiske teorier. Han afviste forestillingen om kapitalismens uundgåelige sammenbrud og proletariatets forarmelse. Ligeledes forkastede han tesen om revolutionen og proletariatets diktatur. I stedet anviste han en gradvis overgang til socialismen gennem reformer. Hans idéer udløste de følgende års "revisionismestrid" i den tyske arbejderbevægelse.
I den kommunistiske tradition anvendtes begrebet fra 1920'erne om alle tendenser, der afveg fra den marxistisk-leninistiske linje, således som den var fastlagt af Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Fra 1960'erne kritiserede de kinesiske kommunister det sovjetiske parti for at være revisionistisk. Se også reformisme.
Niels Finn Christiansen: revisionisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151063 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon