• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kommunisme - kommunismens økonomiske teori

Oprindelig forfatter KNiel Seneste forfatter Redaktionen

Et af de få steder, hvor Karl Marx udtaler sig om det fremtidige samfund, er i Kritik des Gothaer Programms (1891, Kritik af Gothaprogrammet), hvori han skelner mellem første og anden fase i det kommunistiske samfunds opbygning. I første fase er udbytningen af arbejderne fjernet, og enhver vil kunne nyde frugten af eget arbejde, men der vil stadig eksistere udveksling af varer og arbejdsdeling. Først i anden fase vil produktivkræfternes udvikling muliggøre udviklingen af kommunisme i egentlig forstand, dvs. et samfund, hvor enhver vil yde efter evne og nyde efter behov.

Der findes nogle få nyere forsøg på at udvikle (utopisk) teori om samfund uden penge og varer og med begrænset arbejdsdeling. Langt hovedparten af økonomisk teori om kommunismen omhandler imidlertid dens første fase og er tæt knyttet til de konkrete økonomiske problemer, der har kendetegnet lande med kommunistiske regimer.

I 1920'erne fandt en levende debat sted blandt økonomer i Sovjetunionen om, hvordan der bedst kunne skabes et overskud til brug ved de nødvendige samfundsmæssige investeringer. Nikolaj Bukharin og Jevgenij Preobrazjenskij repræsenterede to centrale teoretiske positioner. Mens Nikolaj Bukharin gik ind for en udvikling med balance mellem landbrug og industri, var Jevgenij Preobrazjenskij fortaler for en såkaldt primitiv socialistisk akkumulation med en hastig opbygning af sværindustri baseret på overførsel til byerne af hele det i landbruget skabte overskud.

Annonce

Josef Stalin gennemførte i 1930'erne en hårdhændet kollektivisering af landbruget og en forceret sværindustriel og militær oprustning med udgangspunkt i sidstnævnte teori. Den sværindustrielle opbygnings prioritet blev siden hen til et paradigme for kommunistisk økonomisk udvikling, hvilket blev understøttet af doktrinære lærebøger om den kommunistiske økonomis lovmæssigheder.

En omstridt problemstilling omhandler planøkonomiens muligheder og begrænsninger. En vigtig debat var den såkaldte kalkulationsdebat. På den ene side betonede Ludwig von Mises og Friedrich A. von Hayek, at det er umuligt at planlægge anvendelsen af samfundets resurser centralt uden at ende i en sump af ineffektivitet og slaveri. På den anden side påviste den polske økonom Oskar Lange, at det kun i en planøkonomi er principielt muligt at realisere markedsøkonomiens ideal om effektivitet gennem målrettet prisfastsættelse. Heraf udsprang teori om markedssocialisme, der fik betydelig akademisk, men beskeden politisk opbakning. Endvidere udvikledes en række avancerede matematiske teorier om optimal planlægning; den russiske økonom Leonid Kantorovitj fik tildelt nobelprisen i økonomi for sin indsats inden for dette område.

I takt med at de kommunistiske regimer fra og med 1960'erne oplevede stigende økonomiske problemer, udvikledes en lang række teorier, der søgte at forklare årsagerne til det og give bud på reformer. Den ungarske økonom Janos Kornai (f. 1928) gav en autoritativ udlægning i bl.a. The Socialist System (1992); han anså "bløde budgetrestriktioner", dvs. den udbredte mulighed for at få staten til at dække underskud, for primær årsag til økonomisk ineffektivitet.

Læs mere om kommunisme generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Nielsen: kommunisme - kommunismens økonomiske teori i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108573



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. kommunisme - kommunismens økonomiske teori
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    Aage