• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kommunisme - den faktisk eksisterende kommunisme i 1900-t.

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

Kommunisme. Oktoberrevolutionens 85-års-dag fejres i Moskva. Foto fra 7.11.2002.

Kommunisme. Oktoberrevolutionens 85-års-dag fejres i Moskva. Foto fra 7.11.2002.

Målt i tab af menneskeliv kan de kommunistiske ambitioner og projekter, der realiseredes i perioden 1921-90, uden overdrivelse kaldes de dyreste i verdenshistorien. Præcise tal findes ifølge sagens natur ikke, men der synes at herske bred enighed om ca. 100 mio. døde ved direkte vold (fx henrettelse) eller indirekte vold (fx tvangsarbejde og hungersnød), heraf 20 mio. i Sovjetunionen og 65 mio. i Kina; de øvrige ca. 15 mio. fordeler sig på de østeuropæiske lande (de såkaldte folkedemokratier) samt Afghanistan, Cambodja, Nordkorea, Vietnam, Afrika og Latinamerika. Til sammenligning kostede nazismen ca. 25 mio. menneskeliv.

Den første magtovertagelse i verden af et parti, der kaldte sig kommunistisk, fandt sted i Rusland i 1917; de ledende idéer kopieredes af kommunistiske partier overalt på kloden. Realpolitisk set fik de russiske bolsjevikker succes. Da Komintern dannedes, blev den hurtigt et sovjetrussisk instrument, ligesom det senere blev tilfældet med Kominform. De blev styret først af leninistiske, senere af leninistisk-stalinistiske repræsentanter. Lydighed over for og opfyldelse af sovjetrussiske mål og politik var obligatorisk. Opposition blev straffet, ofte vha. vold. Egentlig diskussion af såvel teoretisk som praktisk art ophørte. Disse betingelser blev hårde for store dele af befolkningerne i de østeuropæiske lande, der efter 1945 indlemmedes i den sovjetiske magtsfære og blev tvungne medlemmer af sovjetisk dirigerede COMECON, som derefter bestemte udformningen af disse landes politik, økonomi og samfund.

Sovjetunionen var den model, disse kommuniststater mere eller mindre fulgte: absolut magtmonopol inklusive informations- og uddannelsessystemet, intet uafhængigt retssystem men vilkårlig retsudøvelse, intet uafhængigt civilsamfund, hemmeligt politi, universelt stikkersystem - kort sagt: totalitarisme.

Annonce

At den russiske kommunisme fik den karakter, den fik, må i høj grad tilskrives Vladimir I. Lenin. Han kombinerede marxismen dels med politisk-radikale russiske og dels nogle vesteuropæiske traditioner, der havde udspring i Den Franske Revolution, og som betonede et elitært partistyre og nødvendigheden af terror. Ifølge Lenin skulle en kommunistisk revolution ledes fra toppen af en snæver elite på basis af en stramt styret organisation af udvalgte medlemmer, eftersom arbejderklassen ikke af sig selv ville blive revolutionær. Et sådant parti skulle være parat til at føre en konsekvent og skånselsløs politik.

Kommunisme. Propaganda-fremstiling af Lenin, der taler til bolsjevikkerne, deriblandt matroser, soldater og arbejdere, i baggrunden vajer de røde faner.

Kommunisme. Propaganda-fremstiling af Lenin, der taler til bolsjevikkerne, deriblandt matroser, soldater og arbejdere, i baggrunden vajer de røde faner.

Efter at Folkekommissærernes Råd med Lenin i spidsen var begyndt at fungere som Ruslands nye regering, oprettedes i dec. 1917 Den Ekstraordinære Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage, også kaldet Tjekaen (se KGB). I foråret 1918 blev alle ikke-bolsjevikiske aviser i Rusland lukket, og alle sovjetter med ikke-bolsjevikisk flertal blev opløst i juni s.å.

Efter en landsdækkende konference af alle tjeka-afdelinger genindførte statsledelsen dødsstraffen, der var blevet afskaffet straks efter februarrevolutionen 1917. I aug. 1918 gav Vladimir I. Lenin ordre til en forebyggende arrestation af de ledende mensjevikker, der endnu var på fri fod. Se også Den Russiske Revolution.

Det russiske kommunistparti (bolsjevikkerne) kom straks efter magtovertagelsen i konflikt med betydelige dele af de russiske industriarbejdere. Hos dem herskede en udbredt misfornøjelse, der udsprang dels af bolsjevikkernes udelukkelse og forfølgelse af arbejdere, der ikke støttede bolsjevikkernes linje, dels af den stadige forringelse af den materielle situation. Talrige strejker opstod. Tjekaen, der var i hastig vækst, blev sat ind og anvendte stadig hårdere metoder. Strejkende blev udpeget som "klassefjender" og skudt efter summariske rettergange. Der blev givet ordre om at tage gidsler fra familier til strejkende eller andre "klassefjender". Mange af disse blev placeret i de koncentrationslejre, der allerede i sommeren 1918 blev oprettet uden retsligt grundlag. Antallet af indsatte voksede fra 16.000 i maj 1919 til 70.000 i sept. 1921.

Mellem 1825 og 1917 var det totale antal, der i Rusland dømtes til døden for deres politiske opfattelse eller handlinger, 6360, hvoraf 3932 blev henrettet - et antal som bolsjevikkerne havde overhalet allerede i marts 1918, kun fire måneder efter deres magtovertagelse. I 1930 befandt der sig 140.000 fanger i GULag, i 1935 var antallet steget til 965.000; mellem 1934 og 1941 passerede mere end 7 mio. gennem lejrene. I 1953 rummede de forskellige lejrtyper 5,5 mio. fanger. Men da var lejrene af flere grunde begyndt at blive et statsproblem: det blev stadig vanskeligere at kontrollere dem. Blot i årene 1950-52 har man på grundlag af ufuldstændig forskning konstateret 16 større oprør. Overvågning krævede ca. 208.000 personer. Lejrvæsenets regnskabsføring var ved at blive umulig pga. en uoverskuelig mængde falske bilag.

Sovjetunionen var verdenshistoriens første propagandastat, hvor det nye medium filmen blev udnyttet, og plakatkunsten blev drevet til nye højder. I det første tiår efter Den Russiske Revolution blev avantgardekunstnere opmuntret til at bringe deres kunst ud til bredere befolkningsgrupper. Også den opfattelse af sovjetstaten, der dannedes i den vestlige kapitalistiske verden, spillede en vigtig rolle for regimets ledere. De intellektuelle (intelligentsiaen) sattes i centrum for propagandaen; over for disse fremstillede sovjetkommunismen sig som den egentlige arvtager til den europæiske oplysningstid og som videreførere af det bedste fra Den Franske Revolution: man var humanismens, fremskridtets og lighedens våbendragere.

Ikke mindst blev der lagt vægt på planøkonomien. Fem- og syvårsplanerne, som blev sat i gang i 1928, præsenteredes med stor dygtighed i udlandet, særlig på film. Sovjetunionen blev på alle tænkelige måder præsenteret som sydende af optimisme og fremskridtstro.

Sovjetiske ideologer og psykologer drømte i 1920'erne om at skabe en ny og mere lødig og harmonisk mennesketype end den kapitalistiske, og der var planer om at oprette et medicinsk forskningsinstitut, som skulle virke i dette øjemed.

Sovjetunionens selvportræt underbyggedes med statistikker, der skulle overbevise om landets i særklasse hurtige industrialisering og generelle modernisering i en hidtil uset skala. Denne offensiv gjorde indtryk rundt om i verden. I den vestlige verden fik den mange til at se Sovjetunionen som det førende samfund, der var i stand til rationelt at løse dystre sociale og økonomiske problemer, var fri for internationale økonomiske kriser, og som satte videnskab og teknologi i højsædet.

Fra partitoppen kom den første antydning af, at Sovjetunionens udvikling og dets metoder ikke var helt så positiv som hidtil præsenteret, i 1955, da et par af de mindre ofre for de store skueprocesser 1936-38 blev rehabiliteret (se udrensninger).

Med generalsekretær Nikita Khrusjtjovs såkaldte hemmelige tale på partikongressen i 1956 begyndte selvafsløringerne af den "faktisk eksisterende kommunisme", men stadig som en moralsk genrejsning af uretfærdigt dømte partimedlemmer. Fem år skulle forløbe, før Nikita Khrusjtjov i 1961 inddrog forbrydelserne mod befolkningen iøvrigt.

I Kina berørte landets ledelse sådanne spørgsmål i 1979 ved at skelne mellem Mao Zedongs "store fortjenester" (indtil 1957) og de "store fejltagelser" derefter. I Sovjetunionen opstod midt i 1950'erne en hurtigt voksende samizdat-litteratur, og det blev tydeligere, at store dele af den almindelige befolkning var kritiske over for såvel partiet som kommunismen som sådan.

I Vesten havde kritiske fremstillinger set dagens lys lige fra Sovjetstatens første år. Således skrev Bertrand Russell bogen The Theory and Practice of Bolshevism (1920). Men generelt havde Sovjetunionen og kommunismen vundet betydelig goodwill rundt om i verden. Også kredse, der tog klar afstand fra kommunisme som ideologi og styreform, lod i mellemkrigstiden tvivlen om metoder og menneskelige omkostninger komme det store land til gode, fordi det økonomisk og uddannelsesmæssigt var sakket langt bagefter Vesten. Beatrice og Sidney Webb, to britiske samfundsforskere og begge fremstående socialdemokrater, skrev i 1936 en fyldig lovprisning i form af bogen Is Soviet Communism a New Civilisation? – netop i det år, da de store udrensninger blev sat i gang!

At acceptere de mørke sider af kommunismens historie var svært, ikke blot for overbeviste kommunister, men også for talrige socialradikale og "progressive" mennesker i Vesten. Aleksandr Solzjenitsyns forfatterskab lagde i 1960'erne og 70'erne grunden til et omfattende opgør med Sovjetunionens sande karakter - og alle forhåbninger om en eurokommunisme blev i disse år gradvis mere og mere urealistiske.

Det var en træg og lang proces, før det tidspunkt kom, da illusionerne om regimet og dets resultater alene fandtes hos en lille skare trofaste. I takt med at Sovjetunionens status som forbillede mindskedes, blev det maoistiske Kina samt Nordkorea, Cambodja og Cuba i 1960'erne gjort til genstand for kult og vakte forbigående varme følelser hos mange unge, navnlig studerende. Men efter tur er disse regimer også blevet grundigt afsløret.

Der er i dette store mørke drama i 1900-t. nogle resultater i de berørte lande, man kan kalde positive: først og fremmest udvidelse af skolegang for de bredere lags børn samt satsning på teknisk og naturvidenskabelig uddannelse - dog med diskriminering af "klassefjendernes" børn i varierende grad - samt gennemførelsen af omfattende industrialiseringer. Resultaterne af disse satsninger demonstreres tydeligt af Rusland og Kina.

Læs mere om kommunismens økonomiske teori eller om kommunisme generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage: kommunisme - den faktisk eksisterende kommunisme i 1900-t. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108574

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. kommunisme - den faktisk eksisterende kommunisme i 1900-t.
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    Aage