• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Kautsky

Oprindelig forfatter UJak Seneste forfatter Redaktionen

Karl Kautsky var i 1921 i København, hvor han holdt en række gæsteforelæsninger på universitetet om den materialistiske historieopfattelse. I hele mellemkrigstiden fandt en ganske omfattende korrespondance sted mellem Kautsky og danske socialdemokrater, og i det socialdemokratiske tidsskrift Socialisten publiceredes flere artikler af ham.

Karl Kautsky var i 1921 i København, hvor han holdt en række gæsteforelæsninger på universitetet om den materialistiske historieopfattelse. I hele mellemkrigstiden fandt en ganske omfattende korrespondance sted mellem Kautsky og danske socialdemokrater, og i det socialdemokratiske tidsskrift Socialisten publiceredes flere artikler af ham.

Karl Kautsky, 1854-1938, tysk marxistisk teoretiker tilknyttet arbejderbevægelsen i Tyskland og den internationale arbejderbevægelse. Kautsky var fra Friedrich Engels' død i 1895 til splittelsen i arbejderbevægelsen i forbindelse med 1. Verdenskrig alment anerkendt som den autoritative fortolker af marxismen. Efter Den Russiske Revolution i 1917 blev han stærkt kritiseret fra primært kommunistisk, dernæst fra socialdemokratisk side, og efterhånden gled han ud af den politiske offentlighed. I forbindelse med de politiske forandringer i Østeuropa i slutningen af 1980'erne fik Kautskys syn på socialisme og demokrati dog på ny en vis opmærksomhed.

Kautsky var født i Prag, men blev politisk aktiv i først det østrigske, siden det tyske socialdemokrati (SPD). Efter flere ophold i London i 1880'erne, hvorunder han samarbejdede med Engels, boede han i Tyskland indtil begyndelsen af 1920'erne, hvorefter han flyttede til Wien. Kautsky fik først og fremmest betydning igennem det indflydelsesrige tidsskrift Die Neue Zeit, som han redigerede i perioden 1883-1917, samt i kraft af en række bøger og pjecer om marxistisk teori og konkrete politiske spørgsmål. Kautsky øvede også indflydelse på den danske arbejderbevægelse, bl.a. var Gustav Bang påvirket af hans teoretiske værker.

Hans første større værk var Karl Marx' ökonomische Lehren (1887), en almen introduktion til første bind af Marx' Das Kapital, som frem til 1930 udkom i 25 oplag. Men Kautskys position blev for alvor slået fast, da han fik til opgave at skrive den officielle kommentar til SPDs nye program, vedtaget på partikongressen i Erfurt i 1891. I den såkaldte revisionismedebat, der handlede om marxismens forældelse i forhold til den politisk-økonomiske virkelighed, tilbageviste Kautsky med tilslutning fra flertallet på arbejderbevægelsens kongresser Eduard Bernstein og andre "revisionister". Men hans synspunkter om en mere offensiv strategi i Der Weg zur Macht (1909, da. Vejen til magten, 1978) blev kritiseret af SPDs ledelse. I de følgende år forsvarede Kautsky ledelsens linje over for den interne partiopposition med Rosa Luxemburg i spidsen. SPDs støtte til krigsbevillingerne under 1. Verdenskrig bragte imidlertid igen Kautsky i modsætning til partiledelsen, og i 1917 brød han med partiet og blev medstifter af et nyt parti, USPD. I bl.a. Demokratie oder Diktatur (1918, da. Demokrati eller Diktatur, 1919) formulerede Kautsky en kritik af bolsjevikkernes politik efter Oktoberrevolutionen i 1917, hvilket førte til, at han blev angrebet for at være renegat. I forbindelse med revolutionen i Tyskland havde Kautsky forskellige politiske poster, men efter 1919 var han ikke længere aktiv i praktisk politik. Frem til sin død skrev han en række større teoretiske værker.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Jakobsen: Karl Kautsky i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105113