• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvindevalgret

Oprindelige forfattere DD og HNPo Seneste forfatter Redaktionen

kvindevalgret, kvinders ret til at deltage i valg til et lands besluttende forsamlinger. Kravet om lige ret for mænd og kvinder til deltagelse i lokale og nationale valg blev første gang direkte formuleret i midten af 1800-t. For kvindebevægelsen var det et krav blandt mange andre om ligestilling, og kun langsomt dannedes organisationer, der som eneste formål havde opnåelse af kvindevalgret. I 1893 fik New Zealand som den første selvstændige stat kvindevalgret til parlamentet. I 1904 dannedes International Woman Suffrage Alliance, senere International Alliance of Women, der koordinerede kampen for kvindevalgret.

Valgret for kvinder til forskellige landes parlament
Valgret for kvinder på det lokale, kommunale plan blev for mange landes vedkommende indført årtier før valgret til parlamentet. Et udvalg af årstal for indførelse af almindelig valgret for både kvinder og mænd til parlamentet viser, at de "unge" nationer var først med denne ligestilling.
1869territoriet Wyoming i USA
1890delstaten Wyoming, da den tilsluttede sig forbundsstaten USA
1893New Zealand
1894delstaten South Australia i Australien
1895delstaten Idaho i USA
1899delstaten Western Australia i Australien
1902forbundsstaten Australien og delstaten New South Wales i Australien
1903Tasmanien
1906Finland
1909delstaten Victoria i Australien (hermed almindelig valgret for kvinder og mænd i såvel forbundsstaten Australien som alle delstater)
1913Norge
1915Danmark, Island
1917Sovjetrusland
1919Tyskland, Østrig, Holland
1919-21Sverige
1920forbundsstaten USA (hermed almindelig valgret for kvinder og mænd i såvel forbundsstaten USA som alle delstater)
1928Storbritannien (i 1918 indførtes valgret for kvinder over 30 år, mens valgretsalderen for mænd var 21)
1930Sydafrikas hvide kvinder
1931Spanien
1932Brasilien, Thailand
1937Filippinerne
1944Frankrig
1945Italien, Japan
1947Bulgarien, Kina
1948Israel, Belgien
1949Indien
1956Egypten
1961Paraguay
1963Iran, Kenya
1971Schweiz
1974Jordan
1975Portugal
1984Liechtenstein

I modsætning til suffragetterne, der brugte militante metoder, arbejdede de fleste kvindevalgrets-organisationer på at bevidstgøre kvinder og offentligheden i det hele taget gennem foredrag og oplysningskampagner og ved at stille spørgsmål til politikerne. I Danmark arbejdede især Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret for indførelse af kvindevalgret, som kom i 1915. I mange andre europæiske lande fik kvinder valgret efter afslutningen af 1. Verdenskrig; argumentet var, at kvindernes indsats under krigen havde vist, at de var ligeværdige samfundsborgere. I Schweiz fik kvinder dog først valgret til parlamentet i 1971, i Portugal i 1975 og i Liechtenstein i 1984.

Kvinde-repræsentation

Kvinders tilstedeværelse og andel i fx parlamenter eller i ledelsen af organisationer og partier kaldes kvinderepræsentation. I 1903 fik danske kvinder stemmeret og blev valgbare til menighedsråd, i 1908 til kommunale råd og i 1915 til Rigsdagen. Efter årtier med stadig voksende kvinderepræsentation er en vis stagnation indtrådt, og selvom Danmark ligger højt i verdensmålestok, er kvinderepræsentationen nu lavere end i både Norge og Sverige. I de første mange år var kvindeandelen kun på et par procent. Bl.a. pga. pres fra kvindebevægelsen er kvinderepræsentationen i Folketinget steget stærkt; i 1945 var den 5%, i 1960 10%, i 1975 16%. Fra starten af 1990'erne er repræsentationen stagneret på ca. 37%. Danmark er nu ved at blive overhalet af en række andre lande, ikke mindst på grund af kønskvotering.

Ved valgene til kommunalbestyrelserne i 1993 og 1997 blev kvindeandelen hhv. 28% og 27% og i 2001 igen 27%. Ved valget til amtsrådene er der sket et fald fra 31% kvinder i 1993 til 29% i 1997 og 27% i 2001. Andelen af kvindelige borgmestre i kommunerne faldt ved valget i 2001 fra 10% til 9% efter årtier med stadig stigning.

Annonce

Det var frygtet, at kvinderepræsentation ville falde på grund af strukturreformen og de deraf følgende betydeligt færre pladser, men ved valget i november 2005 holdt kvindeandelen sig på 27%, mens andelen kvindelige borgmestre faldt yderligere til kun 7%. I de nye regionsråd blev kvindeandelen 34%.

Udvalgsloven fra 1985 har bidraget til at øge kvinderepræsentationen i statslige råd og udvalg fra 16% i 1985 til 27% i 1996; den er dog stærkt varierende, idet fx 3/4 af bestyrelsesmedlemmerne i daginstitutionerne er kvinder, i virksomhedernes direktioner og bestyrelser kun et par procent. På verdensplan er kvinderepræsentationen i politik steget stærkt i de sidste årtier, men tilbageslag er forekommet. Kønskvotering er en omdiskuteret metode til at få kvinderepræsentationen hævet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Drude Dahlerup, Hanne Nørregaard Posselt: kvindevalgret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112808