• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kollektiv sikkerhed

Oprindelig forfatter NiPe Seneste forfatter Redaktionen

kollektiv sikkerhed, sikkerhedsprincip, der er nedfældet i De Forenede Nationers pagt, som det var det i Folkenes Forbunds. Kollektiv sikkerhed hviler på idéen om "alle mod én", dvs. alle mod aggressoren, dvs. at et angreb skal imødegås af alle øvrige medlemmer af det internationale samfund. Kollektiv sikkerhed forudsætter, at alle stater føler et ansvar for alle andre staters sikkerhed og er villige til at påtage sig omkostningerne ved at deltage i et kollektivt svar på et angreb.

Heri ligger også hovedproblemet for kollektiv sikkerhed. Det er ofte vanskeligt at fastslå, hvem angriberen er i en konkret konflikt, bortset fra at politiske sym- og antipatier påvirker vurderingen. Det kan også betvivles, om den globale solidaritet, som kollektiv sikkerhed hviler på, er til stede i det internationale samfund, således at staterne er villige til at bære omkostningerne ved det.

I FNs charter er kollektiv sikkerhed nedfældet i kap. 7, der overlader til Sikkerhedsrådet dels at afgøre, om der foreligger en trussel mod freden, et fredsbrud eller en angrebshandling, dels at foreslå forholdsregler herimod (art. 39). Det kan være økonomisk-politiske sanktioner (art. 41) eller "anvendelse af luft-, sø- eller landstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed" (art. 42). Alle medlemslande er forpligtet til at stille væbnede styrker til rådighed på opfordring af Sikkerhedsrådet "og i overensstemmelse med særlig overenskomst ..." (art. 43).

Annonce

Praksis har pga. den kolde krig været en anden. De nævnte overenskomster er aldrig blevet sluttet, hvorfor forpligtelsen til at stille styrker til rådighed for FN ikke er trådt i kraft. Sikkerhedsrådets apparat til varetagelse af kollektiv sikkerhed er pga. stormagtsuenighed heller aldrig blevet operativt.

Kollektiv sikkerhed er derfor aldrig blevet realiseret i ren form af FN. De tilfælde, der kommer nærmest, er aktionerne under Koreakrigen (1950-53) og Golfkrigen (1990-91), hvor en koalition af "villige" stater, ledet af USA, fik FNs godkendelse til intervention mod angriberne, hhv. Nordkorea og Irak.

Selvom kollektiv sikkerhed primært er et universelt princip, har det efter den kolde krig været på tale at skabe et kollektivt sikkerhedssystem for Europa ved at omdanne CSCE, nu OSCE (Konferencen/Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), til et sådant. Tanken har imidlertid ikke kunnet realiseres pga. modstand fra de central- og østeuropæiske stater, der har foretrukket at varetage deres sikkerhed ved medlemskab i NATO. Også USA og andre vestmagter har været stærkt skeptiske, mens Rusland i princippet går ind for idéen. Se også allianceteori.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nikolaj Petersen: kollektiv sikkerhed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108176