Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

UNHCR

Oprindelige forfattere Bry og PBru Seneste forfatter Redaktionen

UNHCR. Afghanske flygtninge i en midlertidig lejr ved den afghansk-pakistanske grænse, drevet af UNHCR. Foto fra 2001.

UNHCR. Afghanske flygtninge i en midlertidig lejr ved den afghansk-pakistanske grænse, drevet af UNHCR. Foto fra 2001.

UNHCR, Office of the United Nations High Commissioner for Refugees, FN's Flygtningehøjkommissariat med hovedkvarter i Genève, etableret i 1951, mens embedet som flygtningehøjkommissær (High Commissioner for Refugees) var blevet oprettet allerede i 1949.

Flygtningekonventionen af 1951 med tillægsprotokollen fra 1967 danner grundlaget for UNHCR's virksomhed.

UNHCR's opgave er at yde international beskyttelse til verdens flygtninge samt yde bistand til fremme af varige løsninger ved frivillig tilbagevenden til hjemlandet, ved genbosættelse i andre lande eller under integration i de lande, hvori flygtningene opholder sig; organisationen yder endvidere nødhjælp til flygtninge.

Annonce

UNHCR har også i medfør af konkrete FN-beslutninger ansvaret for et stort antal mennesker, som er fordrevne inden for nationale grænser.

Globalt var der i 2005 ca. 20 mio. flygtninge og andre personer i lignende situationer. Tidligere statsminister Poul Hartling var 1978-85 FN's flygtningehøjkommissær. De frivillige bidrag til finansiering af UNHCR's budget androg i 2005 lidt over 1 mia. dollar.

UNHCR modtog såvel 1954 som 1981 Nobels Fredspris for sit virke.

UNHCR's hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Brylle, Peter Brückner: UNHCR i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177043