Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

OSCE

Oprindelig forfatter PMN Seneste forfatter Redaktionen

OSCE, Organization for Security and Cooperation in Europe, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, indtil december 1994 CSCE, Conference on Security and Cooperation in Europe; oprindelig en række diplomatiske konferencer, som efter ophøret af den kolde krig har udviklet sig til en international organisation med 57 medlemslande (2014). Emner, der behandles i OSCE-regi, spænder fra militære spørgsmål over menneskerettigheder og demokrati til økonomi og miljø.

Afholdelsen af en europæisk sikkerhedskonference blev første gang foreslået af Sovjetunionen i 1955. CSCE blev dog først realiseret i forbindelse med afspændingen i begyndelsen af 1970'erne. I 1975 efter to års forhandlinger blev en politisk bindende aftale, Helsinkislutakten, underskrevet af 33 europæiske lande, dvs. alle undtagen Albanien, samt USA og Canada. Heri erklærede landene, at de ville fortsætte afspændingen, men der var ikke enighed om slutaktens indhold. Et østligt ønske om status quo udtrykt i slutaktens principper om grænsernes ukrænkelighed og ikke-indblanding i indre anliggender stod over for et vestligt ønske om forandring markeret i bestemmelserne om respekt for menneskerettighederne og kontakter over grænserne. Sidstnævnte blev vigtige holdepunkter for oppositionsgrupper i Østeuropa og kom til at præge opfølgningsmøder i slutningen af 1970'erne og i 1980'erne.

Omvæltningerne i Østeuropa i efteråret 1989 ændrede på afgørende vis grundlaget for CSCE. Gennem fokuseringen på menneskerettigheder bidrog CSCE utvivlsomt til at svække de østlige regimers legitimitet og dermed bringe den kolde krig til ophør, en begivenhed, som blev fejret med et topmøde i Paris i 1990, hvor et Charter for et Nyt Europa blev underskrevet. Heri tilsluttede landene sig udtalelser om respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincipper og for demokrati og markedsøkonomi, ligesom det blev vedtaget at begynde en institutionel udbygning af CSCE med bl.a. et sekretariat i Wien under ledelse af en generalsekretær og oprettelsen af Kontoret for Frie Valg, det senere ODIHR.

Annonce

I 1990'erne skete der en tilpasning af CSCE til den ændrede sikkerhedspolitiske situation. I lyset af konflikterne inden for det tidligere Jugoslavien og Sovjetunionen blev det besluttet at styrke CSCE inden for konfliktforebyggelse og krisestyring. På topmødet i Helsinki i 1992 blev CSCE knyttet nærmere til FN, der blev oprettet et embede som højkommissær for nationale mindretal med sekretariat i Haag og et Forum for Sikkerhedssamarbejde, der omfattede tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger (CSBM) og nedrustning.

På Budapest-topmødet i 1994 blev det fastslået, at CSCE var blevet en organisation, og CSCE tog navneforandring til OSCE. Samtidig blev det fastslået, at OSCE var det primære instrument for tidlig varsling af konflikter, konfliktforebyggelse og krisestyring.

I det tidligere Jugoslavien har OSCE haft større opgaver i relation til Dayton-fredsaftalen, der afsluttede krigen i Bosnien-Hercegovina i 1995, bl.a. i forbindelse med afholdelse af frie valg i landet og overvågning af menneskerettigheder. For Kosovo etableredes en overvågningsmission i 1998. Et antal mæglingsmissioner har desuden været udsendt, ligesom OSCE fortsat har virket for efterlevelse af menneskerettighederne og støttet demokratiseringsbestræbelser, navnlig i det sydøstlige Europa og inden for det tidligere Sovjetunionen.

Samarbejdet i OSCE vanskeliggøres af, at stort set alle beslutninger træffes ved enstemmighed.

Danmark var i 1966 det første land, der bragte den sovjetiske tanke om en europæisk sikkerhedskonference op på et NATO-møde, og Danmark har gennem årene været en aktiv deltager i CSCE/OSCE, ikke mindst i arbejdet for at styrke respekten for menneskerettighederne. I 1990 blev et møde om menneskerettigheder afholdt i København, der også siden 1993 har været hjemby for sekretariatet for OSCEs parlamentariske forsamling. Danmark havde formandskabet for OSCE i 1997.

OSCEs hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Michael Nielsen: OSCE i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=136707