• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

G7

Oprindelig forfatter H-HH Seneste forfatter Redaktionen

G7, egl. Group of Seven, G7-landene, forum for det årlige topmøde mellem stats- og regeringschefer fra de store industrinationer USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Canada og Italien; fra 1998 kaldet G8 efter Ruslands medlemskab. Det første møde blev holdt i 1975 på fransk initiativ i Rambouillet.

International økonomisk politik har traditionelt været hovedemnet, men i de senere år er også miljø, terrorisme, reformer af internationale organisationer og økonomisk hjælp blevet debatteret.

Siden 1977 har EU-Kommissionens formand deltaget på lige fod med de øvrige. Rusland blev fra 1994 inviteret til at deltage i de politiske diskussioner på møderne og blev fra 1998 fuldt medlem. Fra 2010 deltager også formanden for Det Europæiske Råd i møderne.

Annonce

Man har forsøgt at fastholde topmøderne i en uformel atmosfære, da man ikke ønsker at opbygge en egentlig organisation omkring gruppen. G7/G8's betydning er i begyndelsen af 2000-t. i aftagende til fordel for møderne i G20-gruppen.

Efter Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014 blev Ruslands medlemskab suspenderet, og gruppen kaldte sig igen G7.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans-Henrik Holm: G7 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81534