Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Alliancefri Bevægelse

Oprindelige forfattere Dige og H-HH Seneste forfatter Redaktionen

Den Alliancefri Bevægelse, The Non-Aligned Movement, NAM, en relativt uformel international sammenslutning af en række lande i den tredje verden.

Bevægelsen har sin baggrund i afkoloniseringsprocessen og den samtidige opdeling af verden i Øst og Vest. Den blev dannet 1961 i Beograd, men tankerne om et samarbejde går tilbage til kolonitiden og til det afroasiatiske møde i Bandung i 1955 (se Bandungkonferencen). Formålet var at danne en tredje kraft i verdenspolitikken ud fra principper om alliancefrihed i forhold til Øst-Vest-konflikten, om antikolonialisme og antiimperialisme.

Bevægelsen har gradvist udvidet sit medlemskab til også at omfatte latinamerikanske lande og er vokset fra de oprindelige 25 medlemslande til ca. 120 (2010).

Bevægelsen kæmper for at være talerør for udviklingslandenes økonomiske, politiske og kulturelle rettigheder. Vanskelighederne med at få gennemført kravet om en Ny Økonomisk Verdensorden og ophøret af Øst-Vest-konflikten har dog svækket bevægelsen, som kæmper med at definere sin nye rolle i den internationale politik.

Annonce

Den Alliancefri Bevægelse afholder topmøder hvert tredje år, hvor formandslandet. Egypten var senest vært i 2009, og i 2012 skal mødet afholdes i Teheran.

Se også den tredje verden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Dige Pedersen, Hans-Henrik Holm: Den Alliancefri Bevægelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36120