• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - forfatning

Oprindelig forfatter Grage Seneste forfatter Redaktionen

Norges forfatning er fra 17. maj 1814 med mange senere ændringer, der dog ikke har forandret dens fundamentale træk (se Eidsvollforfatningen). Norge er et konstitutionelt og arveligt monarki; det politiske system er parlamentarisk. Den lovgivende magt har Stortingets 169 medlemmer, der vælges hvert 4. år ved almindelige valg. Alle over 18 år, som har boet i landet i de foregående ti år, har stemmeret. Norge er inddelt i 19 distrikter, hvorfra der efter folketal vælges 4-17 repræsentanter til Stortinget; tyndtbefolkede områder er dog overrepræsenterede. Tinget kan ikke opløses af den udøvende magt i en valgperiode.

Stortinget vælger 1/4 af sine medlemmer til at sidde i Lagtinget. De resterende medlemmer udgør Odelstinget. Hver afdeling udpeger egne formænd. De fleste spørgsmål afgøres i Stortinget; de vigtigste er statsbudgettet og spørgsmål om grundlovsændringer. Men spørgsmål, der har at gøre med lovgivning, skal behandles separat i de to afdelinger efter forberedelse i de stående eller særlige udvalg. Kun hvis Odels- og Lagting er uenige, skal lovforslag tages op til behandling på plenarmøde i det samlede Storting. En ny lov kan da kun vedtages med 2/3 flertal. Til forfatningsændringer kræves 2/3 flertal i to på hinanden følgende Storting med mellemliggende valg.

Den udøvende magt ligger formelt hos kongen; han præsiderer ved de såkaldte statsrådsmøder med hele regeringen, der holdes en gang om ugen. Regeringen holder derudover et par møder om ugen. Reelt ligger den udøvende magt hos regeringen, som ledes af en statsminister, der udpeges af kongen efter råd fra de ledende politikere i Stortinget. Regeringsmedlemmer må ikke sidde i Stortinget. Kongen har ret til at udøve veto, men hvis samme lovforslag vedtages i to Storting, der er valgt ved separate efterfølgende valg, bliver forslaget lov uden kongens samtykke.

Annonce

Regeringen foreslår det statsbudget, som Stortinget skal vedtage. I praksis foretager Stortinget som oftest meget små ændringer i forslaget, måske blot vedrørende et par pct. af det samlede budget.

Ifølge norsk parlamentarisk praksis kan regeringen få et flertal mod sig i et forslag, som den lægger frem for Stortinget, men den politiske situation kan alligevel være sådan, at regeringen ikke tager nederlaget som udtryk for mistillid og derfor ikke går af.

Læs videre om Norges politiske partier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben W. Grage: Norge - forfatning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132821