• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klientelisme

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Rune Riberholt

klientelisme, udtryk for forskellige måder at opbygge og politisk udnytte klientrelationer på mellem en velgører og beskytter, patron, og en klient. Klientelisme foregår uformelt og er institutionscentreret i den forstand, at fx en offentligt ansat eller en valgt politiker udnytter sin position til sin egen private eller til sit partis fordel.

Ordet klientelisme kommer af latin clientela, af cliens 'protegé, vasal' og -isme, i det antikke Rom om frie mennesker i en uformel afhængighedsstilling.

I moderne tid henføres klientelisme til partiapparatet og dets leder, og valgsystemer, der fremmer konkurrencen inden for partier, siges at give plads til klientelisme eller patronage. På en sådan måde forefindes det i Afrika, Sydamerika og tillige i Frankrig og Italien, hvor der især omkring Democrazia Cristiana er opbygget et klientelistisk system. I Italien knytter klientelismen sig dels til den parlamentariske oppositionsabsorberende praksis ved uanset ideologisk ståsted at være et middel til opnåelse af en fordelagtig placering i magtens centrum, dels til mafiaen, hvor patron-klient-forholdet dog også indbefatter tvang og trusler om vold. Se også clientela.

I Grækenland er klientelisme udbredt som en politisk kultur. Den stammer tilbage til osmanners besættelse af de græske områder 1453-1829, hvor den græske overklasse bestak de osmanniske administratorer til gengæld for særlige rettigheder. Efter det moderne Grækenlands gradvise samling i perioden 1829-1947 blev der udviklet en individuel klientelisme, hvor politiske ledere bestak udvalgte storfamilier og klientgrupper med statslige ydelser, mod at klienterne stemte på patronen, den politiske leder. Efter PASOKs magtovertagelse i 1981 udvikledes en bureaukratisk og partipolitisk klientelisme, hvor ledende embedsmænd, politikere og regeringsbærende partier bestak udvalgte klient- og erhvervsgrupper med statslige midler i form af ansættelse i staten, lukrative løn- og pensionsordninger samt gunstige skatte- og investeringsvilkår, mod at klienterne stemte på de nye patroner i form af ledende politikere og partier ikke mindst de regeringsbærende partier, det konservative parti Nea Demokratia og det socialdemokratiske parti PASOK. De klientelistiske bestikkelser koster hver år staten milliarder af euro.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: klientelisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107060