• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Socialdemokratiet

Oprindelige forfattere Bille og MRud Seneste forfatter Redaktionen

Socialdemokratiets logo, den røde rose.

Socialdemokratiets logo, den røde rose.

Socialdemokratiet, dansk politisk parti, stiftet 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff som en afdeling af Den Internationale Arbejderforening (Første Internationale) med det formål at varetage den hastigt voksende arbejderklasses interesser.

Partiet var i begyndelsen organiseret i faglige sektioner, men i 1878 skete der en adskillelse af parti og fagbevægelse, dog således at de to grene af arbejderbevægelsen gennem hver deres vedtægter var sikret repræsentation i hinandens styrende organer, og i øvrigt opretholdt de et tæt samarbejde på alle niveauer.

I de følgende årtier voksede partiets medlemstal støt og nåede et maksimum i 1940'ernes slutning på omkring 300.000. Parallelt hermed opbyggede Socialdemokratiet gennem oprettelsen af en lang række sideorganisationer et særdeles stærkt og omfattende organisationsnetværk, som dækkede praktisk taget alle sider af et menneskes tilværelse. Socialdemokratiet har således stået som prototypen på massepartiet.

Partiet har skiftet navn flere gange. Det hed Den Internationale Arbejderforening for Danmark 1871-78, Socialdemokratisk Forbund 1878-1965, Socialdemokratiet i Danmark 1965-2002, Socialdemokraterne (efter svensk forbillede, hvor Socialdemokraterna er søsterpartiet) 2002-16 og fra 2016 Socialdemokratiet.

Som følge af bl.a. de omfattende socioøkonomiske forandringer siden 1960'ernes begyndelse er medlemstallet faldet konstant og udgjorde i 2007 51.079, ligesom det traditionelle organisationsnetværk efterhånden opfattedes som utidssvarende. I 1996 afskaffede partiet derfor de formelle bånd til fagbevægelsen og kooperationen.

I 1884 blev Socialdemokratiet for første gang repræsenteret i Folketinget. Siden øgedes partiets tilslutning ved hvert eneste valg og kulminerede i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" med 46,1 % af de afgivne stemmer. 1945-71 var den gennemsnitlige vælgertilslutning 39 %, 1973-98 33 % med et maksimum i 1990 på 37 % og et minimum i 1973 og 2005 på 26 %.

Partiets traditionelle kernevælgere har været de ufaglærte og faglærte arbejdere, men dets karakter af klasseparti er gradvis aftaget siden 1970'ernes begyndelse.

Annonce

Et forhold, der bl.a. blev understreget ved det såkaldte Jordskredsvalg i 1973, hvor Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater (25,6 % af stemmerne), bl.a. på bekostning af de nye partier Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

Partiets formænd
formand (forretnings-fører)statsminister
Louis Pio (Carl Würtz, P.C. Johansen, Sophus Pihl og E.W. Klein fungerede som formænd under Louis Pios fængsling 1872-75)1871-77
Chr. Hørdum1877
Centralbestyrelsen1877-78
A.C. Meyer1878
Saxo Wiegell og A.E. Jensen fungerende formænd1878-80
Chr. Hørdum1880-82
P. Knudsen1882-1910
Th. Stauning1910-391924-26
1929-42
Hans Hedtoft (1941-45 fungerede Alsing Andersen som formand)1939-551947-50
1953-55
H.C. Hansen1955-601955-60
Viggo Kampmann1960-621960-62
J.O. Krag1962-721962-68
1971-72
Erling Dinesen fungerende formand1972-73
Anker Jørgensen1973-871972-73
1975-82
Svend Auken1987-92
Poul Nyrup Rasmussen1992-20021993-2001
Mogens Lykketoft2002-05
Helle Thorning-Schmidt2005-152011-15
Mette Frederiksen2015-

Ideologisk tog Socialdemokratiet udgangspunkt i de marxistiske teorier, men bekendte sig snart til reformismen. Den demokratiske socialisme skulle indføres ved reformer, ikke ved revolution.

Via stemmesedlen skulle arbejderklassen erobre magten over statsapparatet og gennemføre omfattende reformer til gavn for arbejderklassen. Anført i de første mange år af praktisk indstillede faglærte arbejdere og ikke af akademikere førte partiet en pragmatisk domineret politik.

Gennem det fra 1930'erne etablerede klassesamarbejde lykkedes det Socialdemokratiet afgørende at udvikle og præge opbygningen af velfærdsstaten i efterkrigstiden. Socialdemokratiet havde således en dominerende indflydelse på rækken af bl.a. social-, arbejdsmarkeds-, uddannelses- og sundhedsreformer, som samlet førte til en kraftig, skattefinansieret udbygning af den offentlige sektor.

Trods en kongresbeslutning om ikke at indtræde i en regering, før partiet havde parlamentarisk flertal alene, indtrådte Socialdemokratiet i 1916 i en regering, selvom partiet ikke havde flertal i Folketinget. Begrundelsen var den ekstraordinære situation under 1. Verdenskrig. 1924-26 dannede Socialdemokratiet som det største parti for første gang en mindretalsregering. Siden 1924 havde Socialdemokratiet regeringsmagten alene eller i samarbejde med midterpartierne (oftest Det Radikale Venstre) næsten uafbrudt.

Det var derfor en traumatisk oplevelse for Socialdemokratiet at være tvunget i opposition 1982-1993. Det udløste krise i partiet og et historisk kampvalg om formandsposten, hvor Poul Nyrup Rasmussen i 1992 vandt over den i 1987 valgte formand Svend Auken. Hermed opstod rivaliserende fløje i partiet. Desuden indledtes i 1990'erne, som det var tilfældet i andre vesteuropæiske socialdemokratier, en ideologisk debat mellem traditionalisterne og fornyerne om en omstilling af partiet, en debat, hvis kerne var, hvor stor en rolle offentlig styring skulle spille i forhold til markedsstyring.

Under Poul Nyrup Rasmussens lederskab lykkedes det i 1993 Socialdemokratiet at generobre regeringsmagten og at fastholde den med skiftende deltagelse af midterpartierne Kristeligt Folkeparti (1993-94), Centrum-Demokraterne (1993-96) og Det Radikale Venstre (1993-2001).

Diskussionen mellem traditionalister og fornyere forsatte, og dertil kom voksende interne problemer med at fastlægge, hvilken udlændingepolitik partiet skulle følge. Ved valget i 2001 tabte Socialdemokratiet bl.a. af den grund mange vælgere til Dansk Folkeparti. Valgresultatet viste en tilbagegang fra 35,9 % til 29,1 % svarende til et mandattab på 11 til 52.

Nederlaget og tabet af regeringsmagten førte førte til øget fløjkrig og endnu et formandsopgør. Poul Nyrup Rasmussen trådte tilbage i 2002, og Mogens Lykketoft blev valgt som ny formand, men det løste ikke den interne uenighed, og efter endnu et markant valgnederlag i 2005 (25,8 % af stemmerne og 47 mandater), trådte han tilbage.

For første gang i partiets historie blev den nye formand valgt direkte af medlemmerne ved en urafstemning. Poul Nyrup Rasmussen-fløjens Helle Thorning-Schmidt vandt i 2005 over Svend Auken-fløjens Frank Jensen. Et generationsskifte i ledelsen blev gennemført, en revision af partiets politik igangsat, og fløjkrigen søgt bilagt.

Helle Thorning-Schmidt på spillestedet Vega i København, da hun blev valgt som formand for Socialdemokratiet, februar 2005.

Helle Thorning-Schmidt på spillestedet Vega i København, da hun blev valgt som formand for Socialdemokratiet, februar 2005.

Fløjkrigen blev efterhånden overvundet, bl.a. fordi flere centralt placerede Svend Auken-tilhængere forlod Folketinget. Med Helle Thorning-Schmidt som leder accepterede partiet VK-regeringens integrations- og indvandringspolitik og dens skattestop og forsøgte i stedet at profilere sig på velfærdspolitikken, fx i form af forslag til udbygning af borgernes rettigheder over for staten på velfærdsområdet.

Socialdemokratiet gik imidlertid igen tilbage ved valget i 2007, denne gang til 45 mandater og 25,5 % af stemmerne. Helle Thorning-Schmidt kom dog ud af valget som den ubestridte leder.

Ved folketingsvalget i 2011 gik partiet et mandat tilbage til 44 mandater (24,8 % af stemmerne), men Helle Thorning-Schmidt opnåede på trods af dette at kunne danne en mindretalsregering sammen med Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (med Enhedslisten som det altovervejende parlamentariske grundlag) og blev dermed Danmarks første kvindelige statsminister.

Socialdemokratiet oplevede fremgang ved folketingsvalget 2015, hvor de blev landets største parti med 47 mandater (26,3 % af stemmerne). Alligevel mistede regeringen sit flertal, og Helle Thorning-Schmidt trådte tilbage fra formandsposten.

Socialdemokratiets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Bille, Mogens Rüdiger: Socialdemokratiet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161743