Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kommunestyre

Oprindelig forfatter NP Seneste forfatter Redaktionen

kommunestyre, i Danmark det grundlovssikrede lokale, kommunale selvstyre. Efter Grundloven § 82 skal kommunernes ret til selvstændigt at styre deres anliggender under statens tilsyn ordnes ved lov.

Der kan næppe i Grundloven udledes noget om kravene til den kommunale struktur eller om, hvilke opgaver kommunerne som et minimum skal varetage. Ifølge Grundloven § 86 er valgretsalderen til de kommunale råd den, som gælder ved et folketingsvalg. Det er således forudsat, at kommunernes anliggender ledes af folkevalgte råd.

Kommunerne er en del af den offentlige forvaltning, og for dem gælder også de generelle love om forvaltningsmyndighedernes virksomhed, Offentlighedsloven og Forvaltningsloven samt Ombudsmandsloven.

Annonce

Kommunale opgaver

Kommunale opgaver i Danmark blev indtil udgangen af 2006 varetaget af 268 primærkommuner og 13 amtskommuner. Herudover var Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Bornholms Regionskommune primærkommuner, der tillige varetog amtskommunale opgaver.

Denne inddeling i den offentlige sektor blev ændret væsentligt som følge af Strukturreformen: 1.1.2007 blev antallet af primærkommuner reduceret til 98, mens amterne blev nedlagt, og fem regioner oprettet. Betydelige opgaveflytninger skulle være færdiggjort samme tidspunkt ... Læs mere om kommunestyre - kommunale opgaver.

Styringen af de kommunale anliggender

fremgår af regler i den kommunale styrelseslov. Reglerne er fælles for kommuner og amtskommuner. Den øverste myndighed i kommunerne er kommunalbestyrelsen, i regionerne benævnt regionsråd ... Læs mere om styringen af de kommunale anliggender.

Borgmesteren

er formand for kommunalbestyrelsen. Han vælges af kommunalbestyrelsen for hele valgperioden; regionsrådene ledes af en regionsrådsformand. Borgmesteren indkalder til kommunalbestyrelsens møder, udsender dagsordensudkast og påser, at der foreligger det nødvendige materiale til møderne.

Den kommunale økonomi

Budget og regnskab. De overordnede regler for kommunernes budgetlægning og bevillinger gives ved love og bekendtgørelser af staten og sikrer bl.a., at alle kommuners budgetter i princippet kan sammenlignes. Kommunernes budgetter skal således bestå af et årsbudget samt et budgetoverslag for de følgende tre år ... Læs videre om den kommunale økonomi.

De store kommuner

Københavns Kommune og Odense, Aalborg og Aarhus kommuner har en styreform, som principielt adskiller sig fra det beskrevne udvalgsstyre. I de nævnte kommuner varetages den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender ikke af et udvalg, men af en magistrat. De enkelte medlemmer af magistraten varetager hver i sin afdeling såvel den umiddelbare forvaltning som den administrative ledelse ... Læs mere om de store kommuner.

Det statslige tilsyn

med kommunestyret varetages dels via de særlige klagemyndigheder, der er oprettet inden for bestemte lovgivningsområder, fx sociale ankenævn, Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet, dels via kommunaltilsynet. Sidstnævnte varetages af tilsynsrådene og indenrigsministeren ... Læs mere om det statslige tilsyn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Preisler: kommunestyre i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108536