• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - offentlig forvaltning

Oprindelige forfattere BeChog PBog Seneste forfatter Redaktionen

Danmark. Esbjergs rådhus i Torvegade er tegnet af arkitekt Jens Sottrup-Jensen og opført i 1970 som afløser for det gamle rådhus på torvet fra 1891, der i mange år havde været for småt til hele den kommunale administration. Rådhuset udgør en lukket karré omkring en indre gård; facaden blev renoveret i begyndelsen af 1990'erne. Skulpturen th.,  Stor bølge, er udført af Bent Sørensen og opstillet i 1978.

Danmark. Esbjergs rådhus i Torvegade er tegnet af arkitekt Jens Sottrup-Jensen og opført i 1970 som afløser for det gamle rådhus på torvet fra 1891, der i mange år havde været for småt til hele den kommunale administration. Rådhuset udgør en lukket karré omkring en indre gård; facaden blev renoveret i begyndelsen af 1990'erne. Skulpturen th., Stor bølge, er udført af Bent Sørensen og opstillet i 1978.

Den offentlige forvaltning i Danmark omfatter den statslige, regionale og kommunale administration, der forbereder politiske beslutninger og administrerer lovgivningen.

Forvaltningens organisation

Kernen er statsforvaltningen og kommunalforvaltningen. De vigtigste dele af statsforvaltningen er centraladministrationen og den lokale statsforvaltning. Centraladministrationen er delt i en række efter sagsområde afgrænsede ministerier, hvoraf de fleste består af et departement og et eller flere direktorater eller styrelser. Ministeren er den øverst ansvarlige både politisk og retligt. Den administrative leder af ministeriet er departementschefen, hvor hver styrelse/direktorat har en direktør som adminitrativ leder. Karakteristisk for departementerne er, at de skal betjene ministeren. Kerneopgaverne er derfor gøremål, der er rettet mod Folketinget, fx udarbejdelse af lovforslag, besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, bevillingsansøgninger eller regeludstedelse. Foruden departementer og direktorater/styrelser findes der i centraladministrationen et stort antal organer med flere medlemmer, hvilket tillader inddragelse af sagkyndige og interesserepræsentanter. Sådanne råd og nævn er oftest rådgivende, men der findes også en del nævn, der afgør klagesager eller uddeler midler.

Den lokale statsforvaltnings opgaver blev indskrænket efter Kommunalreformen i 1970. Idag består den lokale statsforvaltning af myndigheder som fx. politi, kriminalforsorg og arbejdstilsyn samt institutioner som Rigsarkivet, universiteter mv. Hertil kommer Statsforvaltningen, der i ni afdelinger fordelt ud over landet, varetager opgaver inden for familie- og personret, fri proces, tilsyns- og klagesagsbehandling mv.

Annonce

Kommunalforvaltningens opgaver er siden 1970 blevet mere omfattende end statsforvaltningens. Kommunalforvaltningens beføjelser omfatter en meget stor del af de sagsområder, som den offentlige forvaltning overhovedet er involveret i. Kommunalforvaltningen er stedligt begrænset snarere end begrænset efter sagsområder.

Danmark blev med strukturreformen i 2007 inddelt i fem regioner og 98 kommuner. Øverste instans i hver kommune er en folkevalgt bestyrelse, oftest kaldet byrådet, og styreformen er således indrettet, at alle politiske grupperinger har mulighed for at øve indflydelse på forvaltningen. Statsstyrelsens sondring mellem regering og opposition genfindes kun i afsvækket form i kommunerne.

Uden om den kerne, som den egentlige stats- og kommunalforvaltning udgør, findes et stort antal forskelligartede institutioner o.l., der ligger på grænsen til den private sektor. Det er karakteristisk, at de udfører samme eller lignende funktioner som stats- og kommunalforvaltningen; disse forvaltninger har da også større indflydelse dér end på virksomheder i den private sektor. Eksempler herpå kan være selvejende institutioner inden for social- og undervisningssektoren, private børnehaver og skoler, erhvervsskoler, fælleskommunale forbrændingsanstalter eller statslige aktieselskaber.

Forvaltningens stilling i det samlede statsstyre

Forvaltningen er numerisk langt den største del af dansk statsstyre. Dens forhold til andre statsorganer er derfor væsentlig for forståelsen både af forvaltningen og af den samlede statsstyrelse.

Forvaltningens forhold til Folketinget, der er det altdominerende element i lovgivningsmagten, er klart: Ifølge Grundloven § 3 er forvaltningen "den udøvende magt". Forvaltningen skal være afhængig af og uselvstændig i forhold til Folketinget. Hele forvaltningen, inkl. ministre og kommunalbestyrelsesmedlemmer, skal overholde de regler, som Folketinget giver som love eller som bemyndigelser til at udstede bekendtgørelser. Og forvaltningen skal søge at realisere Folketingets intentioner.

Forholdet mellem regeringen, hvis legitimitet beror på, at den har tilstrækkelig støtte i Folketinget, og resten af forvaltningen er mindre klart. Historisk var udgangspunktet, at hver minister inden for sit område kunne styre alle forvaltningsorganer. Sådan er det ikke længere. Ministeren kan kun styre kommunalforvaltningen, råd og nævn samt institutioner, væsner o.l. på grænsen til den private sektor i det omfang, der er særlig hjemmel til det. Og selv inden for statsforvaltningen, hvor ministerens styringsbeføjelse stadig er hovedreglen, er der en tendens til, at i alt fald nogle forvaltningsorganer får tildelt betydelig selvstændighed inden for politisk fastsatte økonomiske rammer og mål. Lignende tendenser præger forholdet mellem kommunalbestyrelserne og dele af den øvrige kommunalforvaltning.

Kontrol med forvaltningen

Det er forvaltningen, som stiller velfærdsstatens ydelser til rådighed for borgerne, som opkræver skatter og afgifter samt står for den fintmaskede retlige regulering, der præger det danske samfund. Når det ideologiske udgangspunkt er, at forvaltningen skal være uselvstændig og dens virksomhed afledt af Folketinget, er det en selvfølge, at forvaltningen er underkastet intens kontrol. En væsentlig del af kontrollen tager sigte på den enkelte borgers retssikkerhed. Borgerne har en omfattende adgang til at klage over ét forvaltningsorgan til et andet, selvom adgangen i de senere år er blevet begrænset. Ganske ofte går klagen tilmed til særligt betryggende ankenævn. Kommunalforvaltningen er undergivet et særligt tilsyn, der efter klage eller på egen hånd kan skride ind mod klare ulovligheder. Og Folketingets Ombudsmand kan efter klage eller på eget initiativ undersøge, om forvaltningen har overtrådt gældende ret eller i øvrigt gjort sig skyld i fejl eller forsømmelser. Endelig giver Grundloven § 63 de uafhængige domstole adgang til at prøve, om forvaltningen har respekteret gældende ret.

Ved siden af denne kontrol, der først og fremmest er begrundet i hensynet til den enkelte borger, er forvaltningen underkastet anden lige så væsentlig kontrol. Forvaltningens brug af betydelige økonomiske resurser følges af uafhængige revisioner. Massemedierne følger forvaltningens gøremål nøje, og kontrollen underbygges af den ganske udstrakte adgang til forvaltningens dokumenter, som Offentlighedsloven giver. Endelig udøver Folketinget især via spørgsmål til ministrene og via de stående udvalg en kontrol med forvaltningen, som siden midten af 1970'erne er blevet væsentligt intensiveret. Se også region, kommune og lokalforvaltning.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Christensen, Peter Bogason: Danmark - offentlig forvaltning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60964

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Danmark - offentlig forvaltningMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    TheMaze