Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rigsråd

Oprindelig forfatter LJes Seneste forfatter Redaktionen

rigsråd, i flere lande en institution, der især var kendetegnet ved sin deltagelse i statens øverste ledelse eller ved at fremstå som en repræsentation for folket; endvidere et medlem af denne institution, i flertal rigsråder eller råder; endelig en institution med repræsentanter for Danmark, Sønderjylland samt (indtil 1858) Lauenborg og Holsten, der varetog rigets fællesinteresser (se Helstatsforfatningen).

I Sverige opstod et rigsråd i 1200-t., og før Reformationen rummede det foruden et verdsligt aristokrati gejstlige medlemmer. Det opfattede sig som formidler mellem konge og folk. Med enevælden blev rigsråderne i 1682 kongelige råder med rent rådgivende funktioner, men efter enevælden blev kongen i 1719-20 bundet af rådsflertallets afgørelser. Rådet, der blev en slags embedsmandsforsamling, ophævedes i 1789.

I Norge opstod et rigsråd omkring 1300 bestående af gejstlige og verdslige stormænd; det norske rigsråd forsvandt med Norges inkorporering i Danmark i 1536.

Annonce

I Danmark optrådte et rigsråd som fast institution i 1200-t. Danske konger havde indtil da drøftet rigsanliggender med en rigsforsamling eller få gejstlige og verdslige stormænd, "rigets bedste mænd" (meliores regni). Efterhånden blev nogle mænd knyttet snævert til kongen som hans rådgivere; men fra 1200-t.s slutning kaldtes de kongens og rigets rådgivere. Det kongelige råd havde således udviklet sig til et "rigens råd" med en problematisk dobbeltfunktion som rigs- og stænderorgan. Rådet skulle varetage rigets interesser, bl.a. kontrollere kongen, men samtidig tjene ham. Fra de tidligere rigsforsamlinger overtog rigsrådet opgaven som kongens modpart ved forhandling om og underskrivelse af håndfæstningerne. Rigsrådet havde primært rådgivende funktioner, men når det sammen med kongen fx afsagde inappellable domme på Kongens Retterting, overtog det danehoffets funktion. Fra begyndelsen bestod rigsrådet af den højere gejstlighed samt af adelsmænd, men rådet repræsenterede alle samfundsgrupper også efter udelukkelsen af de gejstlige medlemmer ved Reformationen i 1536. Kongen udnævnte råderne, men måtte ved valget formentlig tage bl.a. slægtsmæssige og politiske hensyn, evt. også tage hensyn til rigsrådets ønsker. Rigsrådets medbestemmelse ved udnævnelse af nye råder omtales i håndfæstningerne 1483 og 1648. I sidstnævnte fik rådet indstillingsret mht. råder og rigsembedsmænd.

Rigsrådernes antal var ubestemt indtil 1648, da det blev sat til 23; det var generelt større før Reformationen end efter. Med håndfæstningen 1448 fik rigsrådet et fastere grundlag end hidtil, idet kongen skulle regere med rigsrådets råd. Forhandlingerne foregik skriftligt gennem kongelige henvendelser (propositioner) og rigsrådets betænkninger. Rigsrådet havde ikke blot en rådgivende funktion; dets samtykke skulle indhentes ved beskatning af adelens bønder (efter 1536), ved krigserklæring, ved frasalg af krongods og ved opkøb af adelsgods, ligesom det var med ved lovgivning. Ved en konges død fik rådet den militære myndighed over fæstningerne; det kunne regere i perioder uden konge, og når monarken var mindreårig. Det valgte den nye konge, der fra 1320 måtte underskrive en håndfæstning som betingelse for sit valg. Rigsrådets magt og indflydelse vekslede, og ændringerne i håndfæstningerne afspejler kun delvis rigsrådets magt, der også byggede på anden lovgivning, på sædvanen m.m.

Rigsrådets magt svækkedes, ved at det kun mødtes, når kongen indkaldte det, og ved at medlemmerne ofte opholdt sig på deres godser og len. Den indirekte kontakt med centraladministrationen, der foregik gennem rigsembedsmændene, vanskeliggjorde en kontrol af kongen, ligesom det svækkede rigsrådets politiske indflydelse, at det ikke kontrollerede alle pengesager; Christian 4. blev dog nærmest sat under økonomisk administration af rigsrådet. I hans efterfølgers, Frederik 3.s, håndfæstning tiltog rigsrådet sig vidtrækkende beføjelser; men det eksklusive adelige rigsråd kunne ikke længere fremstå som en fælles stænderrepræsentation, da rådernes varetagelse af rigshensyn og egne behov havde distanceret dem fra stænderne, inkl. den adel, de kom fra. Den sikkerhedspolitisk farlige situation i 1600-t.s midte krævede en handlekraft, som rigsrådet ikke kunne honorere; det forsvandt ved enevældens indførelse 1660-61.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leon Jespersen: rigsråd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151575