Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

politi - Rigspolitichefen

Oprindelig forfatter Koch Seneste forfatter MHansen

Rigspolitichefen har (under ansvar over for justitsministeren) ansvaret for varetagelsen af politiets opgaver i hele landet. Rigspolitiet fungerer som en overordnet styrelse for politiet, mens det daglige politiarbejde som udgangspunkt varetages i politikredsene.

Rigspolitichefen fører tilsyn med politikredsenes opgavevaretagelse og er klageinstans i politifaglige spørgsmål, fx dispositioner efter politiloven (påbud mhp. at afværge fare, detentionsanbringelse, stikprøvevisitation mv.).

Indtil politireformen fra 2007 refererede politimestrene i politifaglige spørgsmål direkte til justitsministeren, og Rigspolitiet varetog navnlig en række administrative ledelsesopgaver i forhold til politikredsene og havde som udgangspunkt ingen operative beføjelser.

Annonce

Rigspolitiet er opdelt i to hovedområder: Administrationsområdet og Politiområdet. Desuden hører Politiets Efterretningsvæsen (PET) og Politiets Uddannelsesafdeling under Rigspolitichefen.

I forbindelse med politireformen er Rigspolitiets opgaver på færdselsområdet (Rigspolitiets Færdselsafdeling) i vidt omfang overført til politikredsenes færdselsafdelinger.

Læs videre om politiets legitimation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Koch: politi - Rigspolitichefen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143484