Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krig - historie til og med 2. Verdenskrig (Søkrig)

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Redaktionen

Første skib af Dreadnought-klassen, 1906.

Første skib af Dreadnought-klassen, 1906.

Den del af staters væbnede konfrontation, der finder sted på havet, kan spores næsten 4000 år tilbage i historien, og søkrigens mål har altid været dels at sikre eget brug af have og farvande til angreb, forsvar, blokade, transport og kommunikation, dels at hindre fjenden i at gøre tilsvarende brug heraf. Den nation eller alliance, der evner det, siges at have søherredømme. Havenes udstrækning taget i betragtning har det i praksis sjældent været muligt at hævde fuldstændigt søherredømme, så strategien har i de fleste tilfælde været at sikre egne forbindelseslinjer til søs og skaffe sig varigt eller midlertidigt søherredømme over begrænsede havområder. Som hovedregel har søkrigsførelsen altid været en del af den samlede krigsførelse koordineret med operationer til lands og i nyere tid også i luften.

Behovet for at kunne hævde søherredømme har selvsagt været afhængigt af både det pågældende lands egen geografi og dets vitale oversøiske interesser. Kontinentale, selvforsynende lande uden oversøiske områder har haft mindre behov for det end øriger og lande med oversøiske besiddelser og behov for søbårne forsyninger udefra. Den amerikanske søofficer A.T. Mahan udgav i 1890'erne en analyse af sømagts og søkrigs indflydelse på historiens gang og identificerede centrale principper for skabelse af sømagt og for søkrigsførelse.

Oldtid

Allerede i andet årtusinde f.Kr. vides folkeslagene i det østligste Middelhavsområde at have brugt egentlige krigsflåder bestående af roede skibe, galejer, der skulle forblive den dominerende krigsskibstype i Middelhavet helt frem til 1500-t. e.Kr. Oprindelig var disse flåder pga. skibenes begrænsede sødygtighed bundet til kystfarvandene, og deres opgave var som oftest enten selv at gøre invasion eller at hindre fjenden i at gøre det. Kampformen var den fra land kendte; på afstand buer og spyd og, når skibene fik nærkontakt, kamp mand mod mand i et slag, hvor der rådede almindelig forvirring, indtil den ene part fik overtaget. I første halvdel af første årtusinde f.Kr. udviklede grækerne som de første taktiske formationer til brug under kamp på skibe, hvilket muliggjorde, at de omkring 500 f.Kr. med talmæssigt underlegne styrker kunne afvise persiske invasionsforsøg. Det blev dog Romerriget, der efter at have elimineret Karthago i 200-t. f.Kr. fik det fulde søherredømme i Middelhavet, pax romana, helt frem til rigets sammenbrud i 500-t.

Annonce

500-1300-t.

I Nordeuropa fulgte udviklingen andre baner. Efter at de nordiske folk havde taget sejlet til sig engang i 500-t., blev de søgående i egentlig forstand, og i vikingetiden, fra slutningen af 700-t. til sidst i 1000-t., hærgede de Vesteuropa, koloniserede de nordatlantiske øer og trængte ned gennem Rusland ad de store floder. Mødte man modstandere i søen, kunne man naturligvis tage kampen op, men vikingeskibene var ikke krigsskibe, der var indrettet til kamp på søen som Middelhavets galejer, derimod hurtige landgangsskibe, velegnede til overraskende angreb og i tilstrækkeligt antal til regulære invasioner. Først med middelalderens tungere, men langsommere sejlskibe fik man skibstyper, der var egnet til egentlig kamp på vandet, og som kunne bære det artilleri, der blev taget i brug sidst i 1300-t.

1400-1700-t.

Med de store opdagelsesrejser og den efterfølgende europæiske kolonisering af oversøiske landområder blev den maritime interessesfære udstrakt til oceanerne. De første til at se og udnytte mulighederne var portugiserne og spanierne. Portugiserne viste betydelig strategisk forståelse, idet truslen mod deres nye handelsstationer og sejlruter var araberne og malajerne, så de etablerede baser på Indiens Malabarkyst, hvorfra de lettest kunne kontrollere Bab al Mandab- og Hormuzstræderne i vest og Malaccastrædet i øst.

Den Iberiske Halvøs monopol på oversøisk handel holdt i 100 år. Konkurrencen om givtige oversøiske besiddelser førte til krige mellem en række europæiske lande i 1600- og 1700-t. England kom bedst ud af disse, dels fordi øriget England tidligt havde indset betydningen af søherredømme og havde skabt en egentlig orlogsflåde, dels fordi England også evnede at tænke strategisk og ikke bare anlagde kolonier, men også flådebaser ude i verden og i øvrigt fortsatte med det ind i 1800-t.

1800-t.

Efter Napoleonskrigene var Storbritannien verdens absolut førende sømagt, og det blev indledningen til en periode, kendt som pax britannica, der skulle vare frem til 1. Verdenskrig.

1800-t. bragte også radikale ændringer. Omkring midten af århundredet blev sejl erstattet af damp som fremdrivningsmiddel, hvilket gjorde skibene uafhængige af vind og gav dem større fart og manøvrefrihed, men det gjorde dem også afhængige af baser med kuloplag og reparationsfaciliteter. En anden fornyelse var den riflede bagladekanon, som skød med brisante granater og mangedoblede artilleriets rækkevidde, træfsikkerhed og effekt. Det ledte til pansring af større enheder og fremskyndede overgangen fra træ til først jern, siden stål som skibsbygningsmateriale.

1900-t.

I årene omkring 1900 var foruden Storbritannien USA, Frankrig og Rusland stærke flådemagter, men særlig bemærkelsesværdigt var det, at Japan i løbet af få år var blevet en maritim stormagt, der i 1905 kunne tilføje Rusland et ydmygende nederlag i Tsushimastrædet, og at Tyskland, der endnu i 1864 var selv Danmark underlegent til søs, nu var i gang med et meget omfattende flådebygningsprogram.

Trods alle anstrengelser var den tyske flåde den britiske underlegen under 1. Verdenskrig, så Tyskland valgte at sætte ind mod Storbritanniens livsvigtige søværts forsyninger vha. især ubåde, der snart lod hånt om Haagkonventionerne og angreb alle handelsskibe, der var bestemt for Storbritannien. Samtidig bandt den stærke tyske flåde i tyske Nordsøbaser betydelige engelske flådestyrker, men den tyske Hochseeflotte kom kun ud én gang, i maj 1916, i håb om at kunne lokke dele af den britiske Grand Fleet i en fælde. Det mislykkedes, og resultatet blev historiens største søslag, Jyllandsslaget, der endte uafgjort. Havde tyskerne vundet, havde de været i stand til at blokere fuldstændigt for forsyninger og forstærkninger til Storbritannien, og de allierede ville med stor sandsynlighed have tabt krigen.

Mellemkrigsårene så de første internationale forsøg på at bremse flådeoprustningskapløbet (Washingtonkonferencen 1922 og Londonkonferencen 1930) dels for at begrænse omkostningerne, dels, skønt det ikke blev sagt, for at hæmme Japans fortsatte oprustning, der bekymrede især USA og Storbritannien. Man enedes om et loft over slagskibe, hangarskibe og krydsere, men man undlod at træffe beslutning om de søkrigsvåben, der især skulle blive fremtidens: ubåde og fly. I løbet af 1930'erne undsagde eller ignorerede de fascistiske stater efterhånden både Versaillesfredsslutningens og flådeaftalernes bestemmelser, og i 1935 indgik Storbritannien en bilateral aftale med Tyskland, der gjorde alle begrænsende forsøg illusoriske.

2. Verdenskrig blev i Atlanten en forstærket gentagelse af den tyske strategi fra 1. Verdenskrig, nemlig at forsøge at kappe Storbritanniens søværts forsyningslinjer med især ubåde, og gennem krigens første fire år mistede de allierede måned for måned flere skibe, end de var i stand til at bygge. Først i løbet af 1943 lykkedes det at få vendt billedet, men ubådskrigen fortsatte krigen ud, stadig med store tab.

Stillehavskrigen blev indledt med et hangarskibsbaseret angreb, der satte den amerikanske slagskibsstyrke ud af spillet, og i samtlige store søslag krigen igennem blev hangarskibsbaserede fly udslagsgivende, mens slagskibet var henvist til en sekundær rolle.

Et andet nyt element i søkrigen var landsætning over åben kyst af ofte meget store styrker med tungt materiel, der var muliggjort gennem udviklingen af landgangsskibe og -fartøjer. Sådanne amfibieoperationer blev udslagsgivende for krigen i Nordafrika, Vesteuropa og Stillehavet.

Læs også om luftkrig, landkrig og krigsførelse efter 2. Verdenskrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: krig - historie til og med 2. Verdenskrig (Søkrig) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111000