Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ukraine (Militær)

Oprindelig forfatter MHCle Seneste forfatter Redaktionen

De væbnede styrker er (2006) på 187.600. Hæren er på 125.000, flåden på 13.500 og luftvåbnet 49.100. Tjenestetiden er 18-24 måneder. Ukraine blev selvstændigt 24.8.1991 og 17.3.1992 blev Ukraines væbnede styrker dannet. De overtog sovjetisk materiel efterladt i Ukraine. Styrkernes udrustning er derfor af nyere sovjetisk fabrikat. Kernevåben og ICBM blev dog overdraget til Rusland.

Hæren har to territoriale hovedkvarterer og et korpshovedkvarter. Den er fortsat meget tungt udrustet efter sovjetisk model til højintensiv kampindsats i sletteland. Hærens fem afdelinger er: de mekaniserede og pansrede styrker, raket- og artilleristyrkerne, helikopterstyrken, luftlandetropperne og luftværnstropperne.

Flåden har 1 krydser, 2 fregatter, 8 mindre kampenheder, 1 ubåd, 5 minerydningsfartøjer, 7 landgangs- og 9 støttefartøjer samt marinefly, kystmissilbatterier og et lille marineinfanteri. Flåden opererer i Sortehavet og det Azovske Hav. Der var en større kontrovers mellem Kiev og Moskva om delingen af den tidligere sovjetiske sortehavsflåde og det var først i 1997 at en officiel deling kom i hus. Flådens status efter Ruslands anneksion af Krim i 2014 er usikker.

Annonce

Luftvåbnet råder bl.a. over 26 tunge bombefly og 416 andre kampfly. Det er opdelt i fem afdelinger: bombeflyskommandoen med Tupolev Tu-22 og Sukhoj Su-24, jagerkommandoen med Su-27 og Mikojan-Gurevitj MiG 29, jagerbomberkommandoen med Su-25, rekognosceringskommandoen med Su-17 og Su-24, og transportkommandoen med Iljusjin Il-76 og Antonov An-26.

Den samlede styrke bedømmes fortsat som betydeligt større end det er muligt for landets økonomi at støtte. Den samlede styrke af sikkerhedsstyrkerne og grænsevagten er 84.900.

http://www.mil.gov.ua/index.php?part=structure&lang=en

Læs mere om Ukraine.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael H. Clemmesen: Ukraine (Militær) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176512